Danmark

Danskere er trygge trods knivdrab og vold

Voldssagerne bliver færre, men antallet af knivoverfald stiger. Kun hver tiende er bekymret for kriminaliteten

Danskere er trygge trods knivdrab og vold

Aviser og tv er fyldt med historier om voldelige overfald og brutale knivdrab. Men trods de meningsløse voldssager fejler trygheden blandt danskerne intet.

Kun hver tiende tænker ofte eller næsten hele tiden på risikoen for at blive slået ned, bestjålet eller udsat for andre former for kriminalitet. Det viser Justitsministeriets årlige offerundersøgelse, som bliver udgivet tirsdag, skriver Berlingske.

Undersøgelsen bygger på tal fra 2011. Konklusionen er, at andelen af utrygge danskere, der ofte eller konstant frygter for kriminaliteten er på samme niveau som i 2001 og 2002, hvor tallene var rekordlave.

Britta Kyvsgaard, som er medforfatter til undersøgelsen og chef i Justitsministeriets forskningsenhed, understreger, at danskere generelt er et trygt folkefærd. Og det skyldes til dels, at relativt få danskere bliver ofre for vold eller drab, påpeger hun.

- Trygheden bliver ofte forklaret med det meget veludviklede velfærdssamfund. Vi ved, vi kan få hjælp, hvis der sker noget.

- Risikoen for kriminalitet er der, men den er begrænset, forklarer Britta Kyvsgaard til Berlingske.

Offerundersøgelsen viser, at antallet af voldssager er faldende. Men andelen af forbrydelser begået med våben går til gengæld i en mere negativ retning.

- Selvom man fra samfundets side gør rigtig meget for at undgå våben og knive i nattelivet, så kan vi ikke se en effekt i vores tal, lyder det fra Britta Kyvsgaard.

Desuden afslører undersøgelsen, at der oftere står flere gerningsmænd bag de voldelige overfald.

I forrige weekend blev den 21-årige studerende Jonas Thomsen Sekyere dræbt af flere knivstik på et diskotek i Kødbyen i hovedstaden.

Københavns Kommune fortæller til Berlingske, at man inden længe vil lancere en kampagne mod unges brug af knive, da "kommunen ikke kan lade stå til".

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.