Nordjyde gør fremskridt i sydafrikansk golfturnering

Lucas Bjerregaard er hoppet 19 pladser frem efter anden runde af Netbank Golf Challenge i Sydafrika.

Ritzau
Frederikshavneren Lucas Bjerregaard har efter en solid anden runde taget et stort spring frem i den samlede stilling ved Netbank Golf Challenge i Sydafrika.
Golf 9. november 2018 15:40 - Opdateret 9. november 2018 16:08

SUN CITY: Efter en noget tung start går det bedre for de to danske deltagere i golfturneringen Netbank Golf Challenge i Sydafrika.

Især Lucas Bjerregaard gør fremskridt og er efter en anden runde i 70 slag hoppet 19 pladser frem i den samlede stilling, hvor han nu er nummer 29.

De 70 slag svarer til to under par og kom i hus ved hjælp af tre birdies og en enkelt bogey. Det betyder, at nordjyden samlet er et slag over par og ti slag efter førende Sergio García.

Også Thomas Bjørn forbedrede sig på andendagen, men den danske veteran er stadig i den tunge ende.

En runde i et slag over par er tre slag bedre end torsdagens præstation, men det rækker kun en delt 57.-plads ud af 72 deltagere.

Bjørn vandt turneringen i 2013 - i øvrigt med den nu førende Sergio García på en delt andenplads.

Spanieren, der åbnede med en superrunde i otte under par torsdag, nøjedes med at gå et enkelt slag under par på runde to.

Turneringen i Sydafrika har en samlet præmiesum på 7,5 millioner dollar svarende til 49 millioner kroner.

/ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...