Danskere i busulykke på vej hjem fra Tyrkiet

Fem danske turister, der fredag var indblandet i en busulykke i Tyrkiet, er alle udskrevet. To er på vej hjem.

Danskere i busulykke på vej hjem fra Tyrkiet

Fem danske turister er udskrevet fra hospitalet, efter at de fredag eftermiddag ved 17.30-tiden var involveret i en busulykke i Tyrkiet.

En 68-årig kvinde døde ved ulykken, der skete, da turistbussen var på vej tilbage til feriebyen Alanya efter en udflugt i bjergene.

To af danskerne er på vej hjem til Danmark som planlagt, da deres ferie var slut, mens de tre øvrige fortsætter deres ferie i Tyrkiet, oplyser kommunikationschef i Spies, Torben Andersen.

I alt var der 27 passagerer, der ud over danskerne bestod af svenske og norske turister. Spies venter nu på, at de lokale myndigheder klarlægger de nærmere detaljer om ulykken.

- Vi venter på en rapport fra politiet for at finde ud af, hvad der skete med bussen, siden den væltede i det sving dernede, siger Torben Andersen.

Ifølge kommunikationschefen er sikkerheden normalt i top på de tyrkiske busser.

- Man har faktisk stærk kontrol med busser i Tyrkiet. Deres chauffører bliver videoovervåget, når de kører, og der er meget strenge krav til udstyret i busserne, siger Torben Andersen.

Ifølge den svenske avis Expressen skriver det tyrkiske nyhedsbureau IHA, at bussens bremser ikke virkede, men de oplysninger kender Torben Andersen ikke til.

- Jeg har ikke hørt om det. Vi vil gerne have det bekræftet 100 procent fra dem, som tager sig af det, og det er det, vi venter på nu, siger han.

Ud over den 68-årige danske kvinde mistede en 14-årig svensk dreng også livet ved ulykken.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.