De kongelige

I kø for at få et glimt af prins Henriks båre

Der er flere hundrede meters kø foran Christiansborg Slotskirke, hvor man lørdag kan se prins Henriks kiste.

Prins Henriks båre på Castrum Doloris for offentligheden i Christiansborg Slotskirke lørdag 17 februar. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix

Prins Henriks båre på Castrum Doloris for offentligheden i Christiansborg Slotskirke lørdag 17 februar. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix

Lørdag eftermiddag er det for første gang muligt for offentligheden at få et glimt af prins Henriks båre.

Køen foran Christiansborg Slotskirke er omkring åbningen flere hundrede meter lang, beretter Ritzaus reporter på stedet.

Porten til kirken blev åbnet klokken 15, og herefter begav de første i køen sig ind for at se prinsens kiste.

Blandt de forreste i køen var Jytte og Inge Sørensen fra Østerbro. De kom allerede tre timer tidligere.

- Vi skylder kongefamilien at vise ham den sidste ære, siger Jytte Sørensen.

Hun var også med, da dronning Ingrids kiste på samme måde blev stillet til skue for offentligheden i Christiansborg Slotskirke i 2000.

- Det var en meget smuk ting. Smukt og højtideligt, vil jeg sige. Og det forventer jeg også, det bliver i dag, siger Jytte Sørensen.

Stor oplevelse

Hun har taget sin datter, Inge, med.

- Alene det at komme ind i kirken bliver en stor oplevelse. Det er ikke et sted, man kommer hver dag, siger Inge Sørensen.

Prinsen ligger castrum doloris i kirken. Det vil sige, at hans båre er placeret på en forhøjning i kirken.

Båren ligger på en såkaldt katafalk - en forhøjning - der er overdækket med et klæde af purpur fløjl.

I kirken står officerer fra både hæren, søværnet, flyvevåbnet og Hjemmeværnet æresvagt ved prinsens båre.

En række organister, sangere og musikere vil spille og synge under castrum doloris.

Alle kan se med

Det er muligt for alle at se prinsens kiste fra lørdag eftermiddag klokken 15 til lørdag aften klokken 19. Søndag er der åben for offentligheden fra klokken 12 til 19. Mandag er det muligt at komme ind mellem klokken 15 og 19.

Kongehuset gør opmærksom på, at det ikke er tilladt at fotografere i slotskirken.

Prinsen bisættes tirsdag klokken 11. Det bliver en privat ceremoni.

Efterfølgende skal prinsen kremeres.

Prinsens ønske var, at halvdelen af asken bliver spredt i de danske farvande. Den anden halvdel skal sættes ned i en urne i den private del af Fredensborg Slotshave i Nordsjælland.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst