Thailand

Danskere indlagt i Thailand

KØBENHAVN: Flere danskere end hidtil antaget er indlagt på forskellige hospitaler i Thailand efter flodbølgekatastrofen. - Vi har fået oplysninger fra forsikringsselskaber, som rejser rundt på hospitalerne derude. Oplysningerne viser, at der fortsat er 10 indlagte danskere der, siger Susanne Wammen, som er chef for den gruppe, der koordinere hjælpen til de hjemvendte. Op mod 14 danskere er indlagt på danske hospitaler, efter at de er kommet hjem fra Thailand. Senest kom en ung mand søndag morgen hjem. Han var tæt på at drukne under katastrofen og lå i første omgang i respirator. Men ifølge Susanne Wammen er hans tilstand nu så forbedret, at han ikke længere behøver hjælp til at trække vejret. Den præcise tilstand for de danskere, som fortsat er indlagt på hospitalerne i Thailand, kendes ikke i detaljer. Det ligger dog fast, at flere af dem er så alvorligt kvæstede, at de først på et senere tidspunkt kan klare hjemtransporten til Danmark. /ritzau/