EMNER

Danskere klar til mobilt bredbånd

København, torsdag /ritzau/ Danskerne klar til at gå over til mobilt bredbånd, viser ny Gallup-undersøgelse for teleselskabet Sonofon. Danskerne er klar til at gå over til mobilt bredbånd via 3G eller såkaldt turbo-3G på mobiltelenettet. Det konstaterer televirksomheden Sonofon efter en Gallup-undersøgelse blandt 2265 danskere. Her melder mere end 70 procent, at de har brug for at gå på nettet, når de er på farten. I dag er otte ud af ti på nettet i hjemmet, langt de fleste med en bredbåndsforbindelse. Op mod halvdelen bruger trådløst internet, og nu er danskerne klar til at supplere med mobilt bredbånd. - Der er en klart stigende tendens til efterspørgsel på mobilt bredbånd. Danskerne vil i høj grad gerne udnytte friheden til at være på, når det passer dem. Derfor arbejder vi målrettet på at dække hele Danmark med mobilt bredbånd inden 2010, siger Peter Berg, markedsdirektør i Sonofon. Det mobile bredbånd gør det muligt at gå på nettet overalt via en bærbar computer og en USB-dims, der sættes på computeren. Ifølge undersøgelsen er hver femte interesseret i at gå på nettet i bussen, toget eller på færgen, mens 17 procent kan bruge mobilt bredbånd til at surfe fra kolonihaven eller sommerhuset. /ritzau/