E-handel

Danskere køber udenlandsk på nettet

Vi køber cd'er på svenske cdon.com, bøger på amerikanske amazon.com og tøj på svenske hm.dk.

Det er med andre ord blevet sværere at være en dansk netbutik, og når de danske netbutikker mister markedsandele til de udenlandske, betyder det også færre danske arbejdspladser. Kun fire af de 10 mest populære netbutikker blandt danske forbrugere er danske, viser en undersøgelse, hvor webbureauet Dwarf i samarbejde med analyseinstituttet Userneeds har spurgt 2301 danskere om deres indkøbsvaner på nettet. Ifølge Peter Grønne, der er e-handelsekspert og partner i webbureauet Dwarf, bliver de danske e-butikker overhalet af de udenlandske, fordi de danske virksomheder ikke forstår sig på internettet og ikke tør investere. - De forstår ikke, at man hele tiden skal udvikle netbutikker. De tænker dem som en fysisk butik, som man bygger én gang, og så står den klar. Det giver en masse halvlunkne løsninger, siger Peter Grønne. Hver tredje går igen Han peger på, at brugernes oplevelse af netbutikken er altafgørende for, om de gider købe ting der. Undersøgelsen viser, at hver tredje kunde afbryder et køb på grund af tekniske problemer eller andre uforudsete ting. - Tænk hvis hver tredje kunde i Netto blev ramt af, at døren sad fast, eller at kasseapparatet ikke virkede, så de måtte gå hjem igen uden at have købt noget. Det ville man aldrig tillade. Men mange af de danske netbutikker har en holdning om, at "på nettet skal det nok fungere lidt halvdårligt", siger Peter Grønne. Køber for 7,6 mia. i udlandet Ifølge udregninger fra Foreningen for Internet- og Distancehandel, FDIH, lægger danskerne hvert år mellem 7,6 og 7,8 milliarder danske kroner i indkøbskurvene hos de udenlandske netbutikker. Til sammenligning tjener de danske netbutikker omkring 40 milliarder kroner årligt. Direktør i FDIH, Annette Falberg, indrømmer, at de udenlandske sider ofte har et større udvalg af varer og er billigere end de danske. - Men de danske netbutikker har blandt andet den fordel, at de taler dansk, og det giver kunderne tryghed. De fleste af os vil hellere købe en vaskemaskine i Danmark end i Bulgarien, selvom den er 500 kroner dyrere her, siger Annette Falberg. Men det argument er ikke fremtidssikret, hvis man spørger Jan Damsgaard, der er professor i e-handel på Copenhagen Business School. De udenlandske sider bliver nemlig hele tiden bedre til at oversætte til andre sprog. - Og hvis jeg var en polsk netbutik, ville jeg udnytte situationen og ansætte en til at oversætte min side til dansk og måske endda kunne levere en god kundeservice til danskerne, siger Jan Damsgaard. Han spår ikke en lys fremtid for de små danske netbutikker, som han forudser enten vil lide en stille død, eller blive opkøbt af store europæiske kæder. Et lignende fremtidsscenario forudser Peter Grønne også. - Folk bliver vænnet til at shoppe på udenlandske sider, så jeg tror, at det udenlandske salg vil vinde endnu flere markedsandele i fremtiden. Det betyder jo desværre, at vi mister danske arbejdspladser til udlandet, siger han. /ritzau/