Danskere: Kræv praktikpladser

Virksomheder skal forpligtes til at oprette praktikpladser, hvis de udfører arbejde for det offentlige.

Uddannelse 12. september 2011 12:50

Det mener syv ud af ti danskere ifølge en ny meningsmåling, som Gallup har foretaget for LO. Målingen kommer samme dag som en dugfrisk opgørelse fra Undervisningsministeriet, der viser, at 8881 unge danskere mangler en praktikplads for at kunne gøre deres erhvervsuddannelse færdig. Det tal har været stigende de senere år. I juli 2009 var der tale om 6086 manglende praktikpladser. - Vi har længe uden resultat opfordret regeringen til, at den offentlige sektor knytter krav om praktikpladser til alle de investeringer, man sætter i gang, siger LO-sekretær Ejner K. Holst som kommentar til målingen. - Det er ikke nok at stille krav om sociale klausuler ved enkelte større anlægsprojekter, tilføjer han. LO er dermed enige med det røde regeringsalternativ i S-SF, mens regeringen mener, at det er tilstrækkeligt med "sociale klausuler" ved store offentlige byggerier. Gallup-målingen viser også, at knap 40 procent af de adspurgte mener, at det er netop regeringen, som bærer hovedansvaret for de manglende praktikpladser. De skal gøre mere for, at virksomheder og det offentlige opretter flere praktikpladser, lyder det. Kun syv procent mener, at det er de unge selv, som skal gøre mere for at finde en plads./ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...