EMNER

Danskere kræver ferie med internet

Når ferien kalder, er det ikke ensbetydende med nedlukning til omverdenen.

Faktisk vil næsten hver femte dansker - 18 procent - have ferie med internetadgang. Det viser en undersøgelse, som FDM Travel har fået lavet. - Tidligere så mange gæster primært på beliggenhed, stjerner og pris, eller om der var pool, fitnessrum eller aktiviteter for børnene. Nu oplever vi, at mange efterspørger hoteller med WiFi, siger FDM Travels markedschef, Line Danvad. De fleste mener, at internettet er vigtigt, så de kan følge med i nyheder, finde information om rejsemålet, tjekke mails eller kommunikere med familien. - Det er blevet nemt at finde information om det konkrete rejsemål. Det er muligt at hente lokale apps til smartphones med tips til restauranter og seværdigheder, så man nemt kan finde vej, siger Line Danvad og tilføjer: - Men det er stadig dyrt at bruge telefonen i udlandet, så derfor er adgang til internettet på hotellet vigtigt, siger hun./ritzau/