Danskere med i fantastisk comeback

Vitesse leverede juledag en artig overraskelse ved at vende 0-2 til 4-2 mod Ajax. Mads Junker, som scorede til 2-2, og Anders Due, fik begge spilletid. Kenneth Perez var ikke med hos Ajax grundet karantæne.

Juledag bød på fire kampe i den hollandske Æresdivison. Den mest målrige af dagens kampe var Vitesse mod Ajax, der havde dansk deltagelse i form af Mads Junker og Anders Due. Der var kun spillet fire minutter, da Zdenek Grygera gav Ajax en fantastisk start på kampen med sit mål til 0-1. Og efter 35 minutter troede de fleste sikkert nok, at kampen var afgjort, da Tom de Mul scorede til 0-2. Men pausen skulle bekomme hjemmeholdet godt. Vitesse skulle kun bruge godt fem minutter af anden halvleg for at udligne Ajax' føring. Danko Lazovic og Mads Junker gjorde det til 1-2 og 2-2. Da der resterede tyve minutter af kampen fik Ajax-spilleren Gabri marchordre efter sin anden advarsel, og i slutminutterne gik det helt galt for hovedstads-holdet. Fred Benson det først til 3-2, og i overtiden cementerede Youssouf Hersi sejren med sit mål til 4-2. Det var første gang i denne sæson, at Ajax tabte en kamp i Æresdivisionen efter at have scoret det første mål. I dagens resterende kampe tog Roda imod Twente. Her blev Dieter Van Tornhout dobbelt målscorer for hjemmeholdet. I Waalvijk fik Utrecht det ene point med hjem efter 1-1, og i kampen mellem Alkmaar og Nijmegen endte det med en nulløsning.