Danskere melder sig til at bekæmpe australske brande

I en Facebook-gruppe har flere hundrede danske frivillige meldt sig til at tage til Australien.

Flere tusind hjem er blevet ødelagt af de massive brande, der hærger Australien. Her i den lille by Mogo i delstaten New South Wales.

Flere tusind hjem er blevet ødelagt af de massive brande, der hærger Australien. Her i den lille by Mogo i delstaten New South Wales.

KØBENHAVN:Flere hundrede danske frivillige har meldt sig til at tage til Australien og hjælpe til i kampen mod de australske brande.

Det fortæller Søren Elkrog, der er deltidsbrandmand i Danmark

Han har oprettet Facebook-gruppen "Brandmand i Australien DK" for frivillige, der gerne vil rejse om på den anden side af Jorden for at hjælpe de mange brandmænd, der i øjeblikket kæmper mod de dødelige brande i Australien.

- Det her handler om, at vi kan yde støtte til de brandfolk i Australien, der har kæmpet med brandene i mange uger, og som er meget udmattede.

- I første omgang er det ikke selve slukningsarbejdet, jeg forestiller mig, vi skal hjælpe med. Men vi kan yde vores støtte, hvor der er behov, og være backup for det australske brandfolk til for eksempel evakuering, siger han.

Det er både er brandfolk, paramedicinere, læger og flere andre faggrupper, der har meldt sig som frivillige.

Selv om opgaverne i Australien kan være livsfarlige, mener Søren Elkrog alligevel at det er vigtigt at tage afsted.

- Vi risikerer jo også vores liv, når vi sætter os ind i vores brandbiler i Danmark. Der er en risiko med det arbejde, vi har - men det giver mening.

- Selvfølgelig er der en større risiko i Australien, men de har brug for vores hjælp, så det mener jeg, vi bør give, siger han.

Søren Elkrog håber, at det første hold med cirka 50 frivillige bliver sendt afsted i løbet af de kommende dage.

Men det kræver, at Australien anmoder om dansk støtte, for at de frivillige, danske kræfter kan blive sendt afsted.

Søren Elkrog er i kontakt med den danske ambassade i Australien, som er ved at undersøge, hvilken hjælp der er behov for.

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) udtaler til DR, at hun gerne sender hjælp til Australien.

- Selvfølgelig skal vi hjælpe Australien, hvis de ønsker vores hjælp. Og vi kan hjælpe med en lang række opgaver. Vi kan rense vand, hjælpe folk uden tag over hovedet, og vi kan bidrage til selve slukningsarbejdet, siger hun.

Hvis de danske frivillige bliver sendt afsted, vil der både være personlige samtaler og test af ansøgerne, før nogen bliver sendt afsted, understreger Søren Elkrog.

Desuden forventer han, at der skal være en dags træning i Australien, inden det egentlige arbejde begynder.

I alt 25 personer har indtil videre mistet livet i brandene i Australien denne sæson, og tusindvis har mistet deres hjem. 200 brande er fortsat aktive i landet.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.