Danmark

Danskere oplever lønstigninger - gør du?

Ifølge en undersøgelse fra Dansk Industri oplever kun cirka 4,5 procent nulløsninger i forhandlinger med deres arbejdsgivere

Arkivfoto

Arkivfoto

DANMARK:Det går fremad for de danske lønmodtagere. På fire år er andelen af dem, der ikke får en krone ekstra i lønningsposen ved de lokale lønforhandlinger, faldet drastisk. Det skriver Finans.

Indberetninger fra Dansk Industris medlemmer viser, at hvor det i 2013 var 20 pct. af de timelønnede og 14,3 pct. af funktionærerne, der ikke fik noget ekstra ud af den årlige lønforhandling - de såkaldte nulreguleringer - er det ved forhandlingerne i år nede på henholdsvis 4,5 pct. og 2 pct.

- Vi så rigtig mange nulreguleringer i de første kriseår, fordi der skulle ryddes op i virksomhederne, der forbedrede produktiviteten. Samtidig skulle lønniveauet fastholdes for at overleve. Det er vi forbi nu, siger underdirektør i Dansk Industri Steen Nielsen til Finans.

I Dansk Metal, som i regi af CO-industri leder overenskomstforhandlingerne med Dansk Industri, er der rimelig tilfredshed, fordi den lave inflation har sikret reallønsfremgang.

- Jeg ser udviklingen som udtryk for stor ansvarlighed i fagbevægelsen, fordi vi er i en tid med beskæftigelsesfremgang og faldende ledighed - og alligevel ser vi beskedne lønstigninger, lyder det fra cheføkonom i Dansk Metal Thomas Søby.

Han vil over for Finans ikke spå om, hvordan udviklingen vil fortsætte, da de kommende overenskomstforhandlinger kan påvirke resultatet. Om vilkårene generelt stikker han dog en smule til virksomhederne:

- Ved ikke at have uddannet den arbejdskraft, som de selv skal bruge, har de spillet sig nogle trumfer af hånden i forhold til at holde lønnen nede.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.