Fodbold

Danskere skal have ny træner

Efter 10 kampe uden sejr i den italienske Serie A har Reggina besluttet sig for at skille sig af med træner Massimo Ficcadenti. Renzo Ulivieri overtager.

Danske Mike Tullberg og Kris Stadsgaard skal have ny træner. Deres italienske Serie A-klub Reggina valgte torsdag at afskedige Massimo Ficcadenti efter onsdagens 1-3 nederlag til Livorno - den tiende kamp i træk uden sejr. Klubben har i stedet indsat den tidligere Bologna-træner Renzo Ulivieri på trænerbænken. Allerede efter nederlaget til Livorno havde klubbens præsident Lillo Foti tilsyneladende taget sin beslutning. - Nu skal jeg lige snakke med træneren, men jeg tror, at chancerne for et fortsat samarbejde er meget små, sagde han efter hjemmebanenederlaget til Livorno. Den nye træner blev fyret i Bologna i april. Ulivieri er et meget rutineret trænernavn, da han tidligere også har stået i spidsen for klubber som Empoli, Sampdoria, Cagliari, Modena, Napoli samt Parma. /ritzau/