Danskere slipper for skat af hus i udlandet

KØBENHAVN:Flere og flere investerer i en feriebolig sydpå, men Skat vurderer, at mange danskere "glemmer" at betale ejendomsværdiskat af boligen, som man skal. I 2005 blev der i forbindelse med selvangivelsen oplyst, at der fandtes 8.054 dansk-ejede boliger i udlandet, som der skulle betales skat af. Til sammenligning er vurderingen fra Nykredit, at der alene i Spanien - som er det mest populære land for danske boligkøb - er 30.000 boliger med et dansk navn på skødet. En del af dem tilhører danskere, som rent faktisk bor fast i Spanien - og som dermed ikke skal beskattes i Danmark - men kontrolchef i Skat, Susanne Reinholdt, finder alligevel antallet af indberetninger lavt i lyset af, hvor populært boligkøb i udlandet er. - Jeg synes i hvert fald, at 8000 lyder af vældig lidt, så det er nok noget, vi skal kigge efter. Du kan jo se, hvor mange brochurer og sådan noget materiale, der bliver udbudt. Så skulle det da være mærkeligt, at kun er 8000 er bidt på, siger Susanne Reinholdt. Hun understreger, at Skat er i gang med at kigge på sagen, da de finder tallet lavt. Og det kan både skyldes, at folk med vilje undlader at indberette ferieboligen sydpå. Men det kan også handle om, at de ikke er klar over, at de skal gøre det. Kan være i god tro - Det er jo et område, man bør have fokus på, for vi må erkende, at det kan godt være, at folk glemmer at gøre det. Men det kan faktisk også godt være, at folk er i en vildfarelse om, at de ikke skal indberette boligen. Det ikke ligger lige til højrebenet, at man skal betale dansk ejendomsværdiskat af en udenlandsk bolig, siger Susanne Reinholdt. Skat forsøger derfor at vejlede på området, og der er blevet sat gang i et pilotprojekt, hvor Skat blandt andet kigger på realkreditinstitutterne, der tilbyder lån til danskerne. Pilotprojektet skal give Skat nogle erfaringer omkring, hvad der er behov for at gøre. - Det er da mærkeligt, at der ikke er flere, så det er noget, vi har fokus på. Vi må dykke ned og se på det her og blive klogere, siger Susanne Reinholdt. Cheføkonom Thomas Torp fra Dansk Ejendomsmæglerforening erkender også, at tallene fra Skat ligger urealistisk lavt i forhold til, hvor mange der reelt ejer en bolig i udlandet. Let at snyde - Vi mener, at de tal er klart undervurderet. Det gør vi ud fra den betragtning, at det kræver, at folk frivilligt indberetter oplysningerne herom, og det gør de næppe fuldt ud. De siger selvfølgelig noget om trenden, men det ændrer ikke på, at der uden tvivl er betydelig flere, siger Thomas Torp. Flere realkreditinstitutter har i de senere år åbnet filialer i Sydeuropa. Vicedirektør i Nykredit Erik Urskov oplyser, at tager man et realkreditlån med sikkerhed i ferieboligen, sker indberetningen helt automatisk i forbindelse med, at man får skattefradrag for renterne på lånet. Men skaffer man pengene til huset på rivieraen ved at belåne friværdien i boligen i Danmark, er det op til en selv at indberette til Skat. /ritzau/