Fødevarer

Danskere sparede på julemaden

Finanskrisen satte sig tungt på madbudgettet i julen 2008, hvor der blev købt mindre mad, end der blev i 2007. Salget af fødevarer viser en nedgang på 3,8 procent i forhold til december sidste år. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik. Men nedgangen betyder ikke nødvendigvis, at der blev spist mindre mad i julen. - Der er flere forklaringer. Den største er nok, at vi smider mindre mad ud. Men det er også fordi, danskerne har fundet mad frem fra køkkenskabe og kummefrysere. Man må i hvert fald nok konstatere, at finanskrisen også har sat sig på madbudgettet, siger Klaus Jørgensen, chefkonsulent i Landbrugsraadet til FoodCulture.dk. Det var ikke kun salget af fødevarer, der faldt i december 2008. Den samlede julehandel var den dårligste i fem år med et fald i hele detailsalget på 6,6 procent. Men danskerne skal nok få fyldt indkøbsposerne igen, vurderer chefkonsulenten ifølge FoodCulture.dk. - Jeg tror, at det er et spørgsmål om tid, før vi igen ser en fremgang i salget af fødevarer. Lagrene skal fyldes op igen, og krisen betyder, at danskerne laver lækker mad derhjemme i stedet for at spise dyrt ude. Og ved juletid i år tror jeg helt sikkert, at forbruget er steget igen, lyder det fra Klaus Jørgensen.