Arbejdspladser

Danskere svære at komme i kontakt med

KØBENHAVN:Danskere rundt på virksomhederne skal lære at snakke med de fremmedsprogede kolleger, hvis Danmark skal tiltrække den højtuddannede og eftertragtede udenlandske arbejdskraft. Det viser en undersøgelse blandt 400 videnarbejdere, som er blevet spurgt om forholdene her i landet af Oxford Research. En tredjedel af de adspurgte ser danskere som et ikke særligt åbent og imødekommende folkefærd. Ikke godt i sammenligning med, at tre ud af fire vurderer netop de kvaliteter som vigtige. - Samtidig overraskes en stor del af videnarbejderne negativt på dette punkt, ligesom mange overraskes over de kulturelle barrierer i Danmark. Heller ikke på arbejdspladsen synes danskernes imødekommenhed at være imponerende, står der i rapporten. Både arbejdsgivere og videnarbejderne peger på, at arbejds- og opholdstilladelse samt den danske beskatning udgør de største forhindringer i forhold til udlændingene. Til gengæld bliver Danmark vurderet som et godt familieland med gode karrieremulighed for kvinder, og det er vigtigt for de fleste vidensarbejderes syn på landet. En anden høj prioritering er karriere- og udviklingsmulighederne, hvor to ud af tre af deltagerne er tilfredse med de danske forhold. Men endnu bedre forhold på det område kan tiltrække hjernerne, hvis man skal tro en af konklusionerne i undersøgelsen. - De offentlige og private virksomheder, som tilbyder de mest interessante faglige miljøer og de bedste faciliteter, vinder kampen om den højt kvalificerede arbejdskraft, står der i rapporten./ritzau/