Danskere tegner tyrkisk gigantbro

Med et frit spænd på 1550 meter skal broen forbinde Izmir og Istanbul.

Istanbul 22. september 2011 15:15

Den danske rådgivningsvirksomhed Cowi har netop vundet en gigantisk opgave at detailprojektere verdens fjerde-længste hængebro, Izmit Bay-broen i Tyrkiet, der får et frit spænd på 1550 meter og en total længde på tre kilometer. Opgaven er en stor udfordring dels på grund af broens størrelsen, dels fordi den skal bygges i et af verdens mest jordskælvstruede områder, som så sent som i 1999 blev ramt af et altødelæggende jordskælv. Broen skal gå over Izmit Bay og forbinde millionbyerne Izmir og Istanbul. Henrik Andersen Vice President for Store Broer i Cowi, kalder det "en særdeles kompleks opgave". Men Cowi er verdens førende på hængebroer. Selskabet rådgiver bl.a. på broen over Messinastrædet i Italien, som med frit spænd på over tre km bliver verdens længste. Cowi er rådgiver for den japanske entreprenør IHI, som skal bygge Izmit Bay-broen. Broen skal stå klar allerede i 2015. Da Izmit-broen ligger i et jordskælvsområde, skal de godt 250 meter høje brotårne bygges i stål i stedet for beton. Broen sikres mod jordskælv ved blandt andet at lade pylonerne (brotårnene, red.) hvile på et betonfundament, som står på nogle store stenpuder, som pylonerne kan glide hen over i tilfælde af meget store jordskælv./ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...