Danskere: Urmager gik for vidt

Over stregen at forsvare sin forretning ved at skyde røvere, mener seks ud af 10 danskere

Røverier 29. januar 2007 05:00

KØBENHAVN: Det var ikke i orden, da urmager Michael Woolhead skød og sårede to røvere under et røveri 16. januar. Det mener 61 procent af de danskere, som analyseinstituttet Catinét har spurgt i en undersøgelse foretaget for Ritzau. Efter at danmarks pt. mest berømte urmager blev varetægtsfængslet dagen efter røveriet, har debatten gået højt. Var urmageren i sin gode ret til at forsvare sig selv og sin forretning, eller gik han over stregen ved at skyde mod de tre røvere, som truede ham og hans niece med pistolattrapper? Urmageren havde ulovligt anskaffet sig en pistol, efter at han tidligere havde oplevet adskillige røverier. Deltagerne i undersøgelsen har ikke taget konkret stilling til sagen om urmageren, men de er på baggrund af den sag blevet spurgt, om de generelt finder det moralsk i orden at forsvare sig med et ulovligt skydevåben, hvis man føler sig truet. Især kvinder imod Det svarer kun 34 procent ja til, mens fem procent svarer “ved ikke”. De sidste 61 procent tager afstand fra sådan en handling. Det er især kvinderne, som dermed mener, at urmageren gik over stregen. 66 procent af dem mener ikke, at brugen af ulovlige skydevåben kan forsvares - kun 56 procent af mændene er af samme opfattelse. Politisk holdning Samtidig er det også klart, at den politiske overbevisning er en vigtig faktor for holdningen til spørgsmålet. Jo længere til højre, man vil sætte sit kryds ved et folketingsvalg, desto mere tilbøjelig er man til at have sympati for urmagerens handling. 55 procent af de adspurgte, som stemmer på Dansk Folkeparti, synes således, at det er okay at forsvare sig med et ulovligt skydevåben, mens regeringspartierne Venstre og De Konservative følger efter med henholdsvis 36 og 33 procent. Blandt SF’s, Enhedslistens og De Radikales vælgere tager langt størstedelen afstand fra brugen af ulovlige våben. Mere end 80 pct. af vælgerne fra de tre partier mener, at urmageren gik for vidt, mens socialdemokraters holdning svarer til gennemsnittet. Undersøgelsen bygger på svar fra 1104 personer over 18 år i perioden fra 19. til 25. januar. Urmageren selv påstod ved grundlovsforhøret dagen efter skudepisoden, at han handlede i nødværge, men dommeren i Københavns Dommervagt valgte alligevel at varetægtsfængsle ham - sigtet for drabsforsøg. Grundlovsforhøret foregik bag lukkede døre, og det er derfor hemmeligholdt for offentligheden, på hvilket grundlag han blev fængslet. I morgen udløber fængslingsfristen, men anklagemyndigheden meddelte fredag, at man vil kræve urmageren fængslet i yderligere to uger. Et krav, som urmagerens forsvarer vil protestere imod. Han mener nemlig, at straffelovens betingelse om lovligt nødværge er opfyldt./ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...