Danskere vælger campingferie i Danmark

Turisme 13. september 2002 08:00

København, torsdag /ritzau/ Flere danskere valgte i år at tilbringe sommerferien i Danmark. Især campingpladserne har været godt besøgt med 51.000 flere overnatninger i juli i forhold til året før, viser en opgørelse fra Danmarks Statistik over overnatninger. Tilsammen havde hoteller, feriecentre, campingpladser, vandrehjem og lystbådehavne knap 7,8 millioner overnatninger i juli, hvilket er to procent flere end i juli sidste år. Det var de danske turister, der fik tallet til at stige med over fire procent flere overnatninger, idet antallet af udenlandske overnatninger faldt med en procent. Dermed fortsætter tendensen fra årets første syv måneder, hvor flere danskere valgte campingpladser og feriecentre herhjemme fremfor udlandsturen. Terrorangrebet 11. september sidste år satte en dæmper på lysten til at rejse udenlands, mener direktør i Campingrådet, Poul Fejer Christiansen, og peger på, at andre lande også har mærket en opgang i hjemlige turister og en nedgang i turiststrømmen udefra. At danskerne i højere grad så vælger at tilbringe ferien på en campingplads, skyldes en strammere familieøkonomi, mener Poul Fejer Christiansen. Børnefamilier, der tidligere ville købe en chartertur, vælger i dag campingferien, som ligger i den billige ende af rejsebudgettet. Endelig mener Poul Fejer Christiansen, at campinglivet er blevet mere tiltrækkende. I dag kan man bo i hytter i stedet for telt, og der er ofte swimmingpool og en masse udendørs aktiviteter for børnene, som gør campingpladser til populære feriesteder for børnefamilier. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...