Danskere ved for lidt om forsikringer

Mens 90 procent af danskerne har investeret i en Familieforsikring, er det kun en tredjedel af os, der rent faktisk ved, hvad vi har købt. 59 procent læser nemlig først forsikringsbetingelserne igennem, i det øjeblik skaden er sket, viser tal fra Forsikringsoplysningen.

Danmark 1. september 2003 00:22

- Danskerne ved ikke nok om forsikringer, for det har meget lav interesse, og betingelserne er svære at forstå. Men det er et problem, at folk ikke læser betingelserne igennem, for man tror, man har noget, som man alligevel ikke har, fortæller Michael Espersen, konsulent i Forsikringsoplysningen, der ikke vil give danskerne mere end karakteren syv i forsikringskendskab. Mange henvender sig hvert år til Forsikringsoplysningen, når en skade er sket, og det viser sig, at deres forsikring ikke dækker. - Vi læser tit forsikringsbetingelserne højt for kunderne i telefonen, og så bliver de skuffede. Der skal altså læses på lektien, og de, der har gjort det, har et forspring, for de ved, hvor der er noget at hente, mener Michael Espersen. I mange tilfælde dækker forsikringen nemlig flere ting, end man tror. - Der er mange, der snyder sig selv og ikke anmelder krav, fordi de ikke tror, de er dækket. Hvis du nu har haft indbrud, og du selv bruger tid på at rydde op bagefter, så får du for eksempel et beløb per time for arbejdet af forsikringsselskabet, fortæller Michael Espersen. I Danmarks største skadeforsikringsselskab Tryg genkender man billedet. - Hvis jeg for eksempel kaster op hjemme hos dig, er det et hændeligt uheld og dækkes ikke. Vælter jeg til gengæld rødvin, dækker forsikringen, men det tror kunderne ikke, fortæller fagkonsulent Ulla Holtze. Hun mener, at kunderne selv er ansvarlige for at få læst betingelserne igennem. - Det er jo et produkt, man køber. Men desværre oplever vi oftere kunder, der ikke har læst betingelserne, end folk der har. Man køber og betaler forsikringen, og så ryger den ind på hylden, mener hun. Også i Forsikringsoplysningen mener Michael Espersen, at kunderne selv må sørge for at læse betingelserne igennem. Og så kontakte selskabet for at få forklaret de ting, man ikke forstår. Men i Forbrugerrådet mener man, at forsikringsselskaberne skal gøre sig mere umage med at fortælle kunderne, hvad de har købt. Det er faktisk i selskabernes egen interesse, siger jurist Sonny Kristoffersen. - Hvis forsikringsbetingelserne er uklare og kan tolkes på flere måder, så får det civilretlig konsekvens for selskabet, fortæller han. Sonny Kristoffersen mener i øvrigt, at mange af de mellem 4000 og 5000 klager, forsikringsankenævnet årligt behandler, kunne undgås, hvis forsikringsbetingelserne var skrevet i et sprog, almindelige mennesker kan forstå.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...