Danskeres levetid stiger stadig

Danmark 13. september 2002 08:00

Bedre behandling af syge, sundere mad, mere motion og i særdeleshed mindre røg gør, at danskerne lever længere. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at både mænd og kvinder i perioden 2000-2001 gennemsnitligt er blevet 0,2 år ældre. Nu bliver danske mænd gennemsnitligt 74,5 år, mens kvinderne stadig lever længere med 79,2 år. Dermed fortsætter udviklingen fra de sidste fem år, hvor danskernes middellevetid efter lang tid med problemer igen er begyndt at stige. Knud Juel, der er seniorforsker på Statens Institut for Folkesundhed, forklarer, at der ikke er noget exceptionelt ved, at danskernes middellevetid stiger. Det gør den generelt i alle europæiske lande. Det glædelige er, at vi er med igen. - Den væsentligste enkeltfaktor er rygning. Specielt smårygerne er blevet bedre til at kvitte tobakken, hvorimod det er sværere med storrygerne, siger Knud Juel. I 1980'erne og første halvdel af 1990'erne havde Danmark en af de laveste stigninger i middellevetiden, og derfor dør danskerne gennemsnitligt tidligere end de andre europæere. I de seneste udenlandske opgørelser fra 1999 blev svenske kvinder f.eks. i gennemsnit 81,9 år og de svenske mænd 77 år gamle. Hvis tendensen holder, så tyder det imidlertid på, at vi haler ind på de andre. I årene 1995-1998 har kun tre andre EU-lande haft større stigninger i middellevetiden end Danmark. Fredag 20. september præsenterer sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) et nyt folkesundhedsprogram med det hovedformål at gøre en sundere livsstil til en del af alles liv og dermed sikre den positive fremgang. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...