Bortførelser

Danskerne accepterer "mild" tortur.

København, mandag /ritzau/ En ny meningsmåling fra analyseinstituttet Megafon viser, at en stor del af befolkningen accepterer, at danske soldater foretager mildere overgreb, når de afhører fanger. Det oplyser TV2. Danskerne blev bedt om at tage stilling til en hypotetisk situation, hvor to danske soldater er bortført. Til gengæld har danskerne fanget nogle af bortførerne. 58 procent accepterer, at der bliver brugt hårde eller nedsættende ord, mens 41 procent accepterer, at fangerne bliver afhørt i "ubekvemme stillinger". 26 procent kan acceptere, at soldaterne truer med at slå, og kun 14 procent siger ok til, at fangerne trues på livet. Hvis der er flere menneskeliv på spil, er danskerne tilsyneladende endnu mere villige til at acceptere tortur. Til et andet hypotetisk spørgsmål, som handler om at afværge en kapring af et passagerfly, som skal bruges som et missil mod et ukendt mål, svarer 48 procent ja til at bruge ubekvemme afhøringsstillinger. 66 procent accepterer hårde og nedsættende ord og 26 procent accepterer, at forhørspersonen trues på livet, hvis man mener, at han har informationer om den planlagte flykapring. /ritzau/