Coronavirus

Danskerne bruger fem millioner engangsmundbind om dagen

I 2020 og 2021 ventes danskerne at bruge 2,4 milliarder engangsmundbind. De fleste ender i skraldespanden.

Da coronakrisen ramte Danmark og den øvrige verden, blev engangsmundbind pludselig en efterspurgt vare. Nu bruges der hver dag millioner af mundbind, og de fleste af dem ender i skraldespanden. Det viser en kortlægning fra Miljøstyrelsen. (Arkivfoto).

Da coronakrisen ramte Danmark og den øvrige verden, blev engangsmundbind pludselig en efterspurgt vare. Nu bruges der hver dag millioner af mundbind, og de fleste af dem ender i skraldespanden. Det viser en kortlægning fra Miljøstyrelsen. (Arkivfoto).

KØBENHAVN:Der bruges millioner af engangsmundbind hver eneste dag herhjemme.

Cirka fem millioner styk om dagen, lyder et estimat i en ny kortlægning fra Miljøstyrelsen.

Samlet set forventes danskerne at bruge cirka 2,4 milliarder engangsmundbind i 2020 og 2021.

Mundbindene bruges blandt andet i den kollektive trafik, i supermarkeder og fra onsdag også indendørs på serveringssteder.

Kortlægningen viser også, at danskerne typisk bruger ét engangsmundbind om dagen og har det på i under én time.

De fleste af engangsmundbindene ender ifølge kortlægningen i skraldespanden.

Men nogle ender også i naturen eller på gader og stræder.

37 procent af de adspurgte i en undersøgelse, der indgår i kortlægningen, har "i høj grad" oplevet dette.

De mundbind, der ender i skraldespanden, bliver bortskaffet sammen med det øvrige restaffald.

Der er på nuværende ikke noget system for genbrug af engangsmundbind.

Det vanskeliggøres ifølge kortlægningen af, at mundbind typisk består af både tekstilmateriale, elastik og næseclips.

Dertil kommer, at de kasserede mundbind udgør en smitterisiko.

- Foruden en nærmere undersøgelse af de tekniske og forretningsmæssige aspekter vil det være essentielt at forholde sig til sundhedsrisici i forbindelse med indsamling, håndtering og behandling af brugte engangsmundbind, står der i kortlægningen.

Det er Teknologisk Institut, der har udført kortlægningen for Miljøstyrelsen.

Den er baseret på interview med 1550 borgere og en række virksomheder, der importerer engangsmundbind.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.