Danmark

Danskerne bruger formue på havepleje

De danske havecentre går kronede dage i møde, når solen titter frem og danskerne går i haverne. 900 millioner blev der solgt haveredskaber og planter for sidste år

Foråret betyder, at danskerne får pengene op af lommerne i de danske havecentre og planteskoler.	 Arkivfoto: Ole Iversen
Foråret betyder, at danskerne får pengene op af lommerne i de danske havecentre og planteskoler. Arkivfoto: Ole Iversen

DANMARK: Folk med grønne fingre har med længsel ventet på forårets komme. For det gode vejr betyder, at der kan sås, plantes og luges i haven.

Men det er ikke kun folkene i haverne, der glæder sig. Det samme gør de danske havecentre og plantehandlere. For det er især i de kommende måneder, at danskerne bruger penge på udstyr og planter til haven.

I 2016 solgte danske planteforhandlere og havecentre for mere end 900 millioner kroner. Heraf lå mere end 40 procent af salget i april, maj og juni, viser tal fra Danmarks Statistik.

Men går man for eksempel med planer om at udskifte den gamle plæneklipper, så kan der være penge at spare ved at undersøge markedet.

- Danskerne lægger generelt mange penge i haven, og alene af den grund er det vigtigt, at de tjekker priser og udvalg flere steder. Især når det gælder de lidt dyrere produkter som græsslåmaskiner og havemøbler kan der være noget at hente ved at være lidt aktiv," siger kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Niels Enemærke i en pressemeddelelse.

Og der kan være endnu flere penge ar hente, hvis man har mod på at kaste sig ud i en forhandling med sælgeren. Der kan nogle gange hentes et par procenter, hvis man køber flere af sine varer det samme sted.

Vælger forbrugerne at handle på nettet, kan de tjekke, om netbutikken tilbyder flere leveringsmuligheder, og hvilket firma der kan levere pakken billigst. Der kan måske også være en besparelse at hente.

- Som forbruger kan du komme langt ved en lille indsats. Eksempelvis er det en god idé at tjekke priser flere steder, før du køber produktet, siger Niels Enemærke.

På den offentlige forbrugerportal, forbrug.dk, kan forbrugerne hente gode råd om køb af ting til haven. De kan desuden quizze om, hvordan de opnår det bedste produkt til prisen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden