Danskerne er på ulovlige piller

Beslaglæggelse af illegalt indført medicin er tidoblet på et år, men to ton menes at nå frem til forbrugerne.

NORDJYLLAND:Langt det meste ulovlige medicin, som myndighederne får kendskab til, bliver opdaget i Københavns Lufthavn, når toldkontrollen gennemgår post fra især USA, hvor en lang række præparater sælges frit. Bare det seneste opgjorte år - 2002-2003 - er der her med en fangst på næsten et ton sket en tidobling af beslaglæggelser af ulovlige lægemidler, men politiet regner med, at kun en mindre del - måske en tredjedel - af de ulovlige lægemidler bliver stoppet i kontrollen. I øjeblikket er det især slankemidler, som danskerne køber over nettet, og ifølge Lægemiddelstyrelsen hænger det sammen med, at slankemidlet Letigen er blevet fjernet fra det danske marked. Men lignende produkter kan købes frit i USA under betegnelsen kosttilskud. - Når Letigen-lignende slankemidler er så populære, hænger det givet vis sammen med, at Letigen indeholder stoffer som efidrin og koffein. Det er virkningen af de stoffer, som kunderne søger ved de udenlandske præparater, siger chefkonsulent Karsten Jørgensen fra Lægemiddelstyrelsen. I det hele taget afslører den ulovlige lægemiddel-import de skavanker, som danskerne tumler med i dagligdagen. For eksempel er potensmidler en anden stor import-artikel. - Potensmidler som Viagra kan fås i Danmark på recept, men her spiller det måske mere ind, at mange ikke bryder sig om at tale med lægen om deres manglende potens, siger Karsten Jørgensen. Han advarer kraftigt imod den ulovlige import af lægemidler af flere grunde. - Der er en grund til, at visse lægemidler i Danmark kun kan købes på recept, fordi der skal en lægelig vurdering til for at ordinere medicinen. Når man køber over nettet, aner man jo dybest set heller ikke, hvem det er, man handler med i den anden ende, og man får i hvert fald ikke en medfølgende brugsanvisning på dansk. Dermed kan man gå glip af vigtig patientvejledning om virkninger og bivirkninger ved medicinen, siger Karsten Jørgensen.