Danskerne frygter offentlig kvalitet

Kvaliteten er faldet i skoler, sygehuse, daginstitutioner og ældrepleje, vurderer flertallet af danskere i meningsmåling

Der er frygt for kvaliteten af den offentlige service. Arkivfoto
Skolevæsen 1. september 2008 06:00

København: Det er gået tilbage med kvaliteten i danske skoler, sygehuse, daginstitutioner og ældrepleje de seneste fem år. Sådan mener de fleste danskere ifølge en meningsmåling fra Capacent Epinion i LO's ugebrev A4. 53 procent skønner, at kvaliteten i det offentlige er svundet på fem år mod 47 procent for et år siden og 45 procent for to år siden. Kun 15 procent af de 1890 adspurgte personer vurderer, at den offentlige kvalitet er bedre end for fem år siden. Værst ser det ud for skolerne. 45 procent er skeptiske mod 34 procent for et år siden. Sygehusene får tommelfingeren nedad fra 54 procent, mens 43 procent ser negativt på udviklingen i daginstitutionerne. Dermed er vurderingen forringet med ni procentpoint på et år. Helt i bund ligger ældreplejen, hvor næsten to af tre adspurgte – 61 procent – finder kvaliteten værre end for fem år siden. Undersøgelsen beviser ikke, at kvaliteten i det offentlige er forværret. De adspurgte behøver ikke bruge skoler, daginstitutioner, ældrepleje eller sygehuse for at svare. De kan bygge deres vurdering på, hvad de har set i medierne eller hørt fra familie og venner. Alligevel ser Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, svarene som tegn på, at regeringen siden november 2001 har udsultet den offentlige sektor. – De siger: Vi kan ikke gøre det i ét hug, for så vil de ikke stemme på os. Men så kan vi bare langsomt udhule kvaliteten og få ryddet markedet, så der kommer konkurrencefordele til de private. Og så er man i gang med at nedbryde det, man ikke vil have. Vi har advaret om det siden 2001. Nu er konsekvenserne meget tydelige, og det vi slå igennem på flere områder, siger Henrik Sass Larsen. Derimod ser Venstres socialordfører, Ellen Trane Nørby, det dårlige resultat som en følge af forårets offentlige strejker. – Det er også et forår med forældre, der har været præget af ikke at kunne aflevere deres børn i daginstitutioner, og ældre, der i flere måneder ikke fik hjælp og den normale service med leverancer af mad. Det, tror jeg ikke, kun har smittet af på dem, det berørte, men på alle danskeres opfattelse af, hvordan det står til. Dertil kommer jo hele debatten om, at der mangler hænder – sygeplejersker, læger, pædagoger og folk til at tage sig af de ældre, siger Ellen Trane Nørby. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...