Turisme

Danskerne går til grænsen

Flere og flere udfordrer sig selv under ferien

Ikke alle danskere vil nøjes med liggestole, lumumbaer og masser af læsestof, når de skal på ferie. For mange er ferien en mulighed for at bruge kroppen og udfordre sig selv fysisk og mentalt. Lars Gundersen, der er indehaver af Kipling Rejser fortæller, at de seneste 15-20 år er den aktive ferie kommet mere og mere på banen. Bl.a. med ture til toppen af et bjerg, som de tre nordjyder andetsteds på siden skal af sted på. - Første gang der overhovedet kom en bjergbestigningstur til salg i Danmark var i 1994, hvor jeg arrangerede Mera Peak i Nepal. Flere fulgte og i 1998 den første Elbrus-tur, fortæller han. - Siden er der kommet mange flere toppe på programmet - og flere operatører på markedet. Det vidner om en rimelig stigning - dog i et absolut marginalt marked. Bjergmarkedet er voldsomt lille - jeg tror vi har haft 15-20 forskellige toppe på programmet siden 2003 - og det er det absolut største antal i Danmark, fortsætter han. En af de andre arrangører af rejser med mulighed for at være aktiv, er det bureau, der hedder Culture Adventure. Her har indehaveren Kasper Foged Trojlsgaard bemærket, at ikke blot er der flere, der gerne vil være aktive på ferien. De er også blevet ældre. Hele familien sammen - Der er mange på 50-60 år, der vælger en aktiv ferie. Og der er mange familier, der tager af sted for at være aktive sammen. Førhen var det måske de store teenagebørn, der meldte sig til rapelling eller foskajak. I dag er det hele familien, der er med. Her er der sket en et klart skifte, siger han. - Vi starter naturligvis ikke på niveau 5 vandfald, når vi sejler foskajak. Vi begynder et sted, hvor der bare er lidt strøm. Det er jo ikke noget med, at man skal se døden i øjnene. Men folk kan godt lide at udfordre sig selv. Du får et eller andet kick, når du er ude i det. Og for mange er det noget helt andet end til hverdag, hvor man sidder bag computeren, fortsætter han. Også hos Star Tour, der via datterselskabet TEMA rejser arrangerer rundrejser i hele verden, er der en kraftigt stigende interesse for ferier, der inkluderer bevægelse og fysisk aktivitet, gerne fulgt op af afslappende sol og strand. - Vi ser en stigning på 20 procent i antal solgte vandrerrejser med TEMA, hvor det for eksempel er et hit at tage til Abruzzerne og vandre. 30 procent flere af kunderne vælger at kombinere en rundrejse med en uges efterfølgende sol og badeferie på alle de rejsemål, hvor både TEMA og Star Tour er repræsenteret, fortæller Stig Elling, salgsdirektør i Star Tour. Tendensen er generelt, at generationen +40 og genrationerne efter har større lyst til ferier, hvor der er både oplevelser, fysisk udfoldelse og sol og badning på programmet. Det er en tendens, som Star Tour vurderer, vil blive endnu mere markant i fremtiden. Grænsesøgende Når det at være aktiv og søge sine egne grænser er på vej frem hænger det ifølge Ph.d. studerende Jane W. Meged fra Roskilde Universitetscenter sammen med, at vi på den måde fortæller noget om, hvem vi er. - Vi skal skabe vores identitet gennem det liv, vi lever, og i dag mere end nogensinde før, siger hun. - Du bliver mere og mere ansvarlig for at skabe dig selv. Før i tiden var man noget i kraft af, hvor man var født, eller fra hvilken familie man kom. Men det bliver mere og mere opløst. Vi skal konstant opfinde og genopfinde os selv. Og ved f.eks. at bestige et bjerg fortæller man, hvem man er - både til sig selv og til omverdenen. - Man kan også sige, at når man prøver sine grænser af, finder man ud af, hvad man kan og hvad man ikke kan, fortsætter hun. Hun mener, der er en tendens til, at rejserne bliver mere og mere ekstreme. - Da jeg var ung rejste jeg også rundt med rygsæk og var på trekking. Nu har jeg indtryk af, at man nøjes med trekking, man skal også lige have et elastikspring og et dykkercertifikat med, siger hun.