Danskerne glemmer at geninvestere udbytte

Danskernes formuer udhules langsomt, hvis man ikke geninvesterer. Renten på en bankbog er for lav til udbytte.

Danskerne glemmer at geninvestere udbytte

I år får danskerne udbetalt 24 milliarder kroner i udbytte alene fra danske investeringsforeninger. Og beløbet var af samme størrelse sidste år.

Men pengene bliver ikke geninvesteret og ryger i stedet over på bankbogen, hvor de lige så stille og roligt bliver mindre og mindre værd, da renten ligger meget lavt. Beregninger fra Nordea viser, at blot fem procent af milliarderne bliver geninvesteret.

- I bedste fald får man en procent i rente før inflation, hvis man sætter pengene ind på en bankbog. Afkastet fra en investeringsforening ligger på 7-11 procent, siger Henrik Drusebjerg, seniorstrateg i Nordea.

Lige nu ligger inflationen på over to procent - og med en rente, der ligger på eller under en procent, bliver de indsatte penge mindre og mindre værd.

- Det er ren tilsætning, siger seniorstrategen.

Ser man på udbytter og afkast over en periode, kan det historisk set bedre betale sig at investere sine penge frem for at have dem stående i banken.

- Det er alle slags mennesker, der ikke får geninvesteret deres penge. Men der er en tendens til, at jo mere formuende og desto mere rådgivning man får, desto mindre er tendensen til ikke at geninvestere, siger Henrik Drusebjerg.

Lige nu står der omkring 800 milliarder kroner på danskernes bankbøger. Og ifølge seniorstrategen rækker det rigeligt til dårlige tider.

- Jeg mødte en gang en ældre dame, der havde nogle kontanter stående i banken, så hun kunne få lavet sit køleskab, hvis det gik i stykker. Det viste sig, at hun havde 600.000 kroner stående. Og det er vist mere end rigeligt, siger Henrik Drusebjerg.

Tager man en almindelig investeringsportefølje med middelrisiko og et afkast, der svarer til gennemsnittet de seneste år, står investorerne i investeringsforeningerne alene til at gå glip af omkring 1,2 milliarder kroner i afkast i 2013.

Og for den enkelte kan det løbe op i flere tusinde kroner årligt.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.