Danskerne har grund til stolthed

Hospitaler 1. februar 2003 07:00

DOKUMENTAR-TV: Jeg så på DR1's dokumentarudsendelse onsdag 8.1. og blev mere og mere bitter. Hvad kan meningen være med at lave en udsendelse, der hænger danskerne af 1945 ud som dårlige mennesker, der ikke ville hjælpe mennesker i nød, 58 år efter de drastiske omstændigheder dengang og betegne det som et mørkt kapitel i Danmarks historie? Det er helt urimeligt. Et sådant indslag gavner ingen, men skader vores eget image. Udsendelsen nævner ikke den situation, vi selv stod. Besættelsesmagten havde ribbet os for alt. Hvordan skulle vi kunne yde den kvarte million flygtninge bare nogenlunde ordentlige forhold, når vi selv manglede alt? Alt var af meget dårlig kvalitet - håndsæbe og vaskesæbe fik man udslæt af. Danmark var delvis lagt i mørke, fordi vi manglede strøm. Produktionen kørte på meget lavt blus. Man manglede strøm og råprodukter, som skulle importeres og derfor ikke var til at skaffe. Jeg arbejdede som ung portør på Aalborg Amtssygehus (nu Sygehus Syd) under besættelsen, hvoraf to år i kapellet. Vi mærkede mangel på alt, især medicin, forbindingsstoffer, tøj til patienterne og tøj til personale, senge og madrasser var i en elendig forfatning. Sygehusene i Aalborg var overbelagte. Epidemisygdommene florerede: Talrige tilfælde af tuberkulose, difteritis, børnelammelse, skarlagensfeber, dysentiri og meget andet var en kæmpebyrde, og der var kvalificeret personale. I indslaget bliver det også i bebrejdende vendinger nævnt, at danske læger afviste at hjælpe, og kun undtagelsesvis blev flygtningene indlagt på sygehusene. Det er en grov beskyldning. Hvordan skal man kunne optage nye patienter, når sygehuset i forvejen er overbelagt til bristepunktet? Og hvad er en læge værd, når han mangler lægemidler? I øvrigt medbragte Besættelsesmagten jo selv et sanitetskorps, der indeholdt alt hvad dertil hører. Sct. Josefs hospital på Kastetvej i Aalborg var under det meste af besættelsen hospital for tyske militærpersoner. I udsendelsen deltog flere personer, der i og efter 1945 havde været tyske flygtningebørn i Danmark. De beskrev i kritiske, bebrejdende vendinger de elendige sanitære forhold og den ringe og mangelfulde føde de fik i de lejre, de blev placeret i, da de kom hertil. De folk har overhovedet ingen forståelse for, hvad det vil sige, at der pludselig til København ankommer flere skibsladninger af mennesker i en elendig forfatning, der skal have både mad og husly. At lejrene blev afspærret og overvåget var lige så meget af hensyn til flygtningene selv, som af hensyn til os. Det skal ikke skjules, at vreden og uviljen blandt danskerne var stor til besættelsesmagten og alt hvad der var tysk. Det var jo dem, der var skyld i den elendige situation, vi var bragt i. Nogle havde gennemgået lange ophold i koncentrationslejre. Andre havde mistet nær familie. På den måde var det svært at vise overbærenhed. Jeg tror - situationen taget i betragtning - at der er meget få ting, der kan sættes fingre på fra den tid. Efter min bedste overbevisning viste Danmark storsind ved at påtage sig den kæmpe byrde, det var alene at sørge for 240.000 flygtninge i fire år. Og så har jeg et bevis på, at ikke alle flygtningebørn, der kom til Danmark i krigens sidste år føler sig dårligt behandlet dengang.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...