Danskerne lader sig ikke narre

Danskerne lader sig ikke så let narre, specielt ikke i længden, som visse politikere tilsyneladende regner med.

I de senere år er vi fra politisk side blevet overfodret med så mange flotte formuleringer og hensigtserklæringer, ”kontraktlige” tilsagn og forpligtelser, løfter og meget andet, der efterfølgende har vist sig ikke at stå til troende, at de fleste af os nu – i en slags afmagt – holder os til den virkelighed, vi oplever, og ikke andet. Derfor kan det ikke undre, at et massivt flertal af danskerne er parate til at ofre det såkaldte skattestop, hvis det er det, der skal til for at sikre vort velfærdssamfund. Hvad er det nemlig, skattestoppet har stoppet? Ikke omfanget og størrelsen af de skatter og afgifter med videre, vi betaler. Det er let for hver enkelt at konstatere. Bemeldte stop skulle være en fastfrysning af vort skattesystem. Ingen procent- og sats- eller beløbsforhøjelser, ingen nye skatter og i hvert tilfælde ingen større offentlig andel af kagen. Tak for sangen. De kommuner, der før formåede at holde igen, tvinges som følge af kommunalreformkomplekset til at udnytte deres beskatningsmuligheder til grænsen – og grænsen er trukket med elastik i kraft af samme reforms mange dispensationsmuligheder. Den frosne progression i indkomstbeskatningen betyder sammen med de stigende lønindtægter, at flere må aflevere relativt mere til det offentlige. OK, netto har vi da mere til os selv, men altså mindre end relativt – og leveomkostningerne følger bruttolønudviklingen, mere end de tager højde for skatteprogressionen. Derfor vælger den realitetsvurderende befolkningen i givet fald moms- og afgiftsnedsættelser, der er til at tage at føle på, frem for indkomstskattelettelser, der har vist sig hurtigt ædt op af det fastfrosne skattesystems indbyggede forældelse. Tilmed har beskatningen det med at skifte navn, typisk til brugerbetaling, og brugerbetalingerne har det bedst i modgang. Stoppes de ét sted dukker de ligesom skvalderkål op et andet og tredje. Det er så som så med at lade pengene ligge i borgernes lommer. Pengene fosser jo også ind i de offentlige kasser. Spørg bare finansministeren. Danmark befinder sig stadig i førerfeltet med hensyn til højden af skattetrykket, som det jo til syvende og sidst drejer sig om, og vi er godt på vej til at indtage førstepladsen – og hvad har vi så fået for de mange penge? Det er ikke velfærdsforbedringer. Tværtimod har vi oplevet relative forringelser på de fleste områder. Skolen og de videregående uddannelser har været stærkt diskuteret; ældreomsorgen er blevet kritiseret sønder og sammen; og allersenest er det børnepasningen, grund- og overbygningsuddannelsen samt de videregående uddannelser, der må holde for. Det er alle steder, den oplevede virkelighed – i modsætning til politikernes løfter og talmagi – der har drevet protesterne. Nej, det offentliges andel af kagen er spist op af regulering og kontrol, tilsyn og afprøvning samt den administration, alt dette kræver – og alt dette opleves bestemt ikke velfærdsfremmende. De efterhånden mere og mere skeptiske danskere lader sig ikke længere spise af med ord og tomme tal. Vi vil se den ”ægte” vare, hvilket bestemt ikke er nogen cadeau til de folkevalgte. Tag dog bestik af, hvad folk mener. Måske er der mere visdom og inspiration at hente herfra end den, der måtte trives i Christiansborgs virkelighedsfjerne drivhusatmosfære.