EMNER

Danskerne orker ikke det frie valg

KØBENHAVN:Danskerne kender til det frie valg, men orker ikke bøvlet. Sådan lyder en af konklusionerne i en ny undersøgelse fra Forbrugerstyrelsen, der har set nærmere på kendskabet til det frie valg og viljen til at træffe det på en række velfærdsområder såsom elektricitet, ældrepleje og børnepasning. - Hvis det frie valg skal være en realitet, skal folk være godt informerede og have overblik over, hvor det frie valg gør sig gældende, og hvordan man gør det rent praktisk. Det er det redskab, vi nu tilvejebringer, siger forbrugerminister Lars Barfoed(K) om den nye portal på internettet, der søsættes i kølvandet på undersøgelsens konklusioner. Hjemmesiden samler informationen om det frie valg af ydelser på otte områder: Tele, el, pension, dagtilbud, skoler, sygehuse, ældrepleje og a-kasser. - Den kunne godt være kommet før, men der er kommet så mange frit valgs-ordninger, at det giver mening at have portalen. Nu var tiden inde, siger Lars Barfoed (K). /ritzau/