Virksomhedsøkonomi

Danskerne rejser for milliarder

Når ferien skal bestilles, bliver der ikke sparet

KØBENHAVN:Danskernes rejselyst skæpper i kassen hos de danske rejse-bureauer. I 2005 omsatte de 120 største rejsebureauer for 19,1 milliarder kr., hvilket svarer til en vækst på 11,6 procent i forhold til året før. Efter skat lå overskuddet på 369 millioner kr. - det højeste nogensinde registreret siden 1990, og sandsynligvis det højeste nogensinde i dansk rejsebranchehistorie. Det viser en opgørelse, som Dansk Brancheanalyse har lavet. Og det ser ud til, at væksten i år holder nogenlunde det samme tempo. Selvom charterbureauerne ikke er den største ”slags” rejsebureauer i Danmark, løb de med den klart største fortjeneste i 2006, idet de med en samlet omsætning på 4,8 milliarder kr. har tjent knap 248 af de 369 millioner kr. Den største gruppe, erhvervsrejsebureauerne, som omsætter for knap 5,9 milliarder kr., har kun tjent 16 millioner - og har gennem de seneste otte år - som sektor - stort set ikke tjent penge, viser opgørelsen. Det var Bravo Tours, der havde den største vækst i 2005. Selskabet øgede omsætningen fra 195 millioner kr. i 2004 til knap 357 millioner i 2005. Og de havde branchens tredjebedste resultat på bundlinjen - et overskud på 26,1 million kr. Star Tour havde rejsebranchens største overskud på 78,6 millioner kr., mens MyTravel fik et overskud på 76,6 millioner efter skat. /ritzau/