EMNER

Danskerne sender flest sms’er i Europa

Knap ni ud af ti danske mobilejere anvender sms-funktionen, og så ryger der gennemsnitligt omkring 190 stykker af de korte tekstbeskeder af sted om måneden.

Det er europæisk rekord og lidt over en fordobling i forhold til 2003, viser de nyeste tal fra IT- og Telestyrelsen samt Eurostat, Europakommissionens statistiske kontor. Ikke overraskende er det især de 10-30 årige, som taster løs, mens udbredelsen af mobiltelefoner og sms-beskeder falder med alderen. Medieforsker fra Aalborg Universitet, Tem Frank Andersen mener, at sms"erne tilsyneladende har tilgodeset et behov i forbindelse med måden, vi henvender os til hinanden på. - Det tager tid med normale hilseritualer, hvor man skal sige pænt goddag, fortælle små almindeligheder, og så komme ind til sagens kerne for derefter at sige pænt farvel. De eksisterer ikke i sms"ens korte kommunikationsform, siger han. Globalt set er danskerne også langt fremme i feltet. Ifølge Cellular Telecommunications Industry Association, en international brancheorganisation for selskaber indenfor trådløs kommunikation sender amerikanerne og de ellers så teknologibegejstrede japanere færre end 50 sms-beskeder om måneden. Men det antal skal også ses i forbindelse med en væsentlig mindre besparelse i forhold til et almindeligt telefonopkald og en større udbredelse af mobiltelefoner med e-mail funktion. Filippinerne vil formentlig indtage førstepladsen. Her sender befolkningen godt over 200 tekstbeskeder om måneden, og i det ellers fattige land har den forholdsvis billige kommunikationsform gjort det muligt at kontakte venner og familie over telefonen i helt nyt omfang. mads.nyvold@nordjyske.dk