Danskerne spiser lykkepiller som aldrig før

På otte år har danskerne fordoblet forbruget af anitidepressiv. Bekymrende mener S og SF

Et stigende antal danskere har ondt i livet og vælger at tage antidepressiver. Arkivfoto: Scanpix

Et stigende antal danskere har ondt i livet og vælger at tage antidepressiver. Arkivfoto: Scanpix

KØBENHAVN:Danskernes forbrug af antidepressiv medicin er eksploderet de seneste ni år. Siden 2001 er forbruget af lægemidler mod depression steget med 96,2 procent. Det fremgår af en opgørelse af fra Lægemiddelstyrelsen i et svar fra sundhedsminister Bertel Haarder til socialdemokraternes medlem af Sundhedsudvalget, Benny Engelbrecht. Ifølge Lægemiddelstyrelsen spiste danskerne sidste år 154,6 millioner dagsdoser af antidepressiv medicin, mens vi i 2001 "kun" spiste 78,8 millioner dagsdoser. - Det er en bekymrende udvikling. Mange ville formentlig kunne hjælpes bedre, hvis det var nemmere at få betalt psykologhjælp fremfor tilskud til medicin, siger Sofie Hæstorp Andersen, sundhedsordfører for Socialdemokraterne. Hun påpeger, at der er danskere, der er har stor gavn af de depressive lægemidler. - Men det er også udtryk for, at vi lever i en kultur, hvor flere og flere danskere mener, at det at have ondt i livet, at have en eksistentiel krise er noget, der skal ordnes med en pille, siger Sofie Hæstorp Andersen. Dansk Folkeparti er overrasket over, at forbruget af antidepressiv medicin er blevet ved med at vokse. - Jeg havde forventet, at det ville gå ned, fordi rigtig mange i sin tid gik over til lykkepiller, siger sundhedsordfører Liselott Blixt. - Jeg mistænker lægerne for måske at være lidt for hurtige til at udskrive medicin, og at der er for få tilbud om terapeutisk behandling, siger hun. Sundhedsordfører for Venstre, Birgitte Josefsen, er derimod ikke spor overrasket over det høje tal og ser stigningen som positiv. - Jeg ser ikke nødvendigvis noget negativt i, at der er sket en eksplosion. Der er blevet udviklet nogle medicinske præparater, som kan hjælpe den enkelte patient, så hvorfor skal man ikke gøre det, når det nu er psyken, de har ondt i, siger hun. Birgitte Josefsen erkender, at der eksisterer for få tilbud om psykologhjælp, men det bliver der lavet om på, lover hun. I dag kan kun personer under 38 år få gratis samtaler hos en psykolog. - Vi har ikke det optimale tilbud i dag, men satspuljekredsen er indstillet på at udvide ordningen, fastslår hun. Det initiativ hilser Landsforeningen Sind velkommen. - Man har hidtil ikke villet udvide ordningen, fordi det koster mange penge. Men spørgsmålet er, om ikke det koster samfundet mindst lige så meget, hvis folk bliver endnu dårligere og skal være sygemeldt i længere tid og ikke er i stand til at passe deres arbejde, siger Sinds formand, Knud Kristensen. Selv om danskerne tager langt mere antidepressiv medicin end tidligere, så er det offentliges udgifter til medicinen faldet med næsten 50 procent. Sidste år kostede antidepressiv medicin 263 millioner kroner for staten. Det skyldes ifølge Lægemiddelstyrelsen hovedsageligt, at patienterne på nogle af de mest anvendte medicintyper er udløbet og derfor nu kan laves billigere. /ritzau/