Lokalpolitik

Danskerne tror offentlig service daler

København, søndag /ritzau/ To uger inden den største og mest omfattende reform af det danske samfund i årtier træder i kraft, vender danskerne den storstilede kommunalreform ryggen, skriver Berlingske Tidende søndag Godt hver fjerde vælger mener, at kommunalreformen i sig selv vil medføre dårligere kommunal service over for borgerne, mens blot 18 pct. forventer bedre service i de 98 nye storkommuner, viser en måling, som Gallup har lavet for avisen. - Det er virkeligheden, der banker på. Folk ser, at der skal lukkes biblioteker og skoler. Mange steder skal man betale mere i skat, og så er det en ringe trøst, at andre får sat skatten ned. Og det her er kun begyndelsen. Folk vil blive endnu mere skeptiske i de kommende år, forudser kommunalforsker Roger Buch, Danmarks Journalisthøjskole. 33 pct. forventer, at kvaliteten af f.eks. børnepasningen bliver dårligere med kommunalreformen, mens kun 10 pct. tror, at den bliver bedre. Samme skepsis har danskerne, når det gælder kvaliteten i folkeskolen og i ældreplejen. /ritzau/