Danskerne tror på dansk etapesejr i Touren

Eksperter og et flertal af danskere tror på etapesejr til en dansk cykelrytter i årets Tour de France.

Danskerne tror på dansk etapesejr i Touren

Hver anden dansker tror, at Chris Anker Sørensen eller en af hans landsmænd kan vinde en etapesejr i årets Tour de France.

Det viser en måling, som analyseinstituttet Voxmeter har foretaget for Ritzau.

Det er optimistisk, men ikke jubeloptimistisk, mener Omega Pharma-Quick Steps sportsdirektør Brian Holm, som i år stiller til start uden landsmænd på sit hold.

- Som dansker skal man være optimistisk, og i teorien har Chris Anker, Nicki Sørensen og Lars Bak lige så gode chancer som så mange andre.

- Så jeg tror helt sikkert, at det er muligt for en dansker at vinde en etape. Det vil ikke overraske mig, siger Brian Holm.

Undersøgelsen viser, at 50,5 procent tror på dansk etapesejr, mens 22 procent tror, at det ikke sker. De resterende 27,5 procent af de 1019 adspurgte har svaret "ved ikke".

Også sportschefen i Danmarks Cykle Union (DCU), Lars Bonde, ser lyset i spåkuglen.

- Man kan ikke regne med noget, men vi har begrundet håb, for de har været der før. De har leveret resultater på det niveau, så det er ikke sådan, at man håber på, at sekundære ryttere skal være heldige.

- Der er berettiget håb for Chris Anker Sørensen og Lars Bak, som begge har vist klassen, siger Lars Bonde.

Chris Anker Sørensen vandt 8. etape i Giro d'Italia 2010, og Lars Bak vandt 12. etape i årets Giro d'Italia.

Nicki Sørensen er den eneste blandt årets danske Tour-ryttere, som har vundet en etape i det franske løb. Nicki Sørensen vandt 12. etape i Tour de France 2009.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.