Danskerne vil bruge påsken til et smut over grænsen

Hver tiende dansker har planer om at tage til Tyskland i påsken og fylde bilen med øl og sodavand

Øl og vand er stadig øverst på danskernes indkøbsseddel, når det går løs i grænsebutikkerne. Foto: Scanpix

Øl og vand er stadig øverst på danskernes indkøbsseddel, når det går løs i grænsebutikkerne. Foto: Scanpix

NORDJYLLAND:13 procent af danskerne planlægger en indkøbstur til Tyskland.

Og det er ikke for at spise saurkraut og eisbein i påsken - men for at fylde bagagerummet i bilen op med billige øl og sodavand. Det viser en ny analyse fra Dansk Erhverv.

Seks procent af personerne i undersøgelsen ved endnu ikke, om de kommende fridage indeholder en tur med grænsehandel - men tager de af sted, er det op til hver femte dansker, der forventer eller ser det som en mulighed at tage på indkøb syd for grænsen.

Mens det tidligere var øl, spiritus, cigaretter, slik og sodavand, der gik som varmt brød i de tyske butikker, så køber familien Danmark også mere almindelige fødevarer i butikkerne.

Kød og øl

Næsten hver anden - 43 procent - siger, at de vil købe en eller anden form for kød. Og halvdelen af svarpersonerne i Dansk Erhvervs undersøgelse forventer at købe andre typer madvarer.

Men der er stadig flest, der vil købe øl - faktisk er det omkring tre ud af fire. Og 84 procent regner med at indkøbe sodavand.

Dertil kommer, at godt hver anden vil købe andre former for alkohol såsom vin og spiritus, og 64 procent vil købe slik, chokolade eller chips.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.