Danskerne vil igen have hund

Menneskets bedste ven - hunden - er i gang med et storstilet comeback som kæledyr, skriver dagbladet Urban. I løbet af halvandet år er antallet af registrerede hunde herhjemme steget med 70.000. Det svarer til en stigning på mere end 14 procent, og nye tal fra Dansk Hunderegister afslører et rekord højt antal registreringer af nye hunde i årets første seks måneder. - Der er ingen tvivl om, at hunden igen er blevet populær. Stigningen dækker hovedsageligt nye hunde og må siges at være stor, siger direktøren for Dansk Hunderegister, Ivan Nørgaard. Han regner med, at danskernes øgede interesse for logrende haler i hjemmet vil fortsætte. Præcist som man gør i den stambogsførende forening for landets racehunde, Dansk Kennel Klub. Her har man efter 10 års konstant niveau i årlige registreringer oplevet et pludseligt opsving på knap 10 procent. /ritzau/