Danskernes madfar i Madrid

Jegvan Durhuus fra Skagen laver dansk mad "som vor mor laver den" til danskere og spaniere i Madrid. Især i julemåneden har den danske kok travlt

Når julemåneden rammer Madrid, får kokken Jegvan Durhuus fra Skagen travlt i enmandsfirmaet Det Lille Danske Køkken. Efterspørgslen er stor blandt danskerne i den spanske hovedstad efter de traditionelle juleretter til julefrokoster, fødselsdage og julemiddage. Med de velkendte retter på tallerkenerne føler man sig nemlig lidt nærmere Danmark, selv om man er langt væk hjemmefra i julen. - Det sker tit, at der kommer nogen op og siger, at man ikke skulle tro, man sad i Madrid, men at man sad "derhjemme" og spiste, siger Jegvan, der betragter det som den største kompliment, han kan få for sit arbejde. Det Lille Danske Køkken er egentlig Jegvans eget køkken i lejligheden i det nordlige Madrid, hvor han bor med sin spanske kone Gema. Det er her brødet og bollerne bages, og frikadeller, leverpostej, gravad laks og ribbenssteg laves, så de bare skal varmes eller skæres ud på stedet, hvor festen holdes. Risalamanden er også hjemmelavet, mens kirsebærsovsen er hentet op fra en leverandør i den store danskerkoloni i det sydlige Spanien sammen med de forskellige slags sild, remouladen og rødkålen. Disse ting, der er en selvfølge ved enhver dansk julefrokost, er normalt ikke til at købe eller finde ingredienserne til i Spanien. Hvis man da ikke lige ved, hvor man skal lede og har forbindelserne. - Det er ikke altid lige let at finde præcis de ingredienser eller produkter, vi bruger i Danmark, men det lærer man med tiden. Jeg har efterhånden fundet ud af, hvad der er hvad, siger Jegvan. Det tog for eksempel lidt tid at komme frem til, hvilken slags kalvekød det var, han skulle bruge for at få frikadellerne til at smage rigtigt. Det eneste, han stadig ikke helt har regnet ud, er hvordan han skal få sværet på ribbensstegen sprød over det hele. Det er som om fedtet er anderledes hernede, forklarer Jegvan, der siden 2002 har arbejdet på at gøre alvor af sin gamle drøm om at drive sit eget firma. Det er dog ikke kun i juletiden, at der er efterspørgsel efter dansk mad i Madrid. Selv om Det Lille Danske Køkken endnu ikke er en fuldtidsbeskæftigelse for Jegvan, der "ved siden af" arbejder på et kontor, leverer det året rundt. Og ikke kun til danskere. Jegvan har også spanske kunder, og han er således med til at udbrede kendskabet til den danske kogekunst i den spanske hovedstad. De madglade spaniere er normalt mest til deres egen traditionelle mad, som de med rette er stolte af. - Men de kan også godt lide dansk mad, i hvert fald når de får det hos mig. Måske lige med undtagelse af min svigerfar. Han er lidt gammeldags og er ikke så glad for at prøve nye ting. Der har jeg givet op, siger Jegvan med et grin. Jegvan Duurhus, der blev født i Skagen for 41 år siden, har boet i Madrid siden 1998. Ellers har han levet det meste af sit liv i det nordjyske. Han blev uddannet kok fra Hotel Skagen i 1984 og arbejdede efterfølgende på en lang række restauranter i hjembyen, Hobro, Aalborg, Gl. Vraa og på Kokkedal Slot ved Brovst. I efteråret 1990, mens han arbejdede sidstnævnte sted, tog han på ferie på Færøerne, hvor hans far kommer fra. Her besluttede han at prøve noget helt nyt. - En dag, da jeg gik og fik blæst hjernen ud i bjergene, tænkte jeg: Hvad fanden laver jeg egentlig i Danmark? Hvis jeg skal ud og se verden, skal det være nu, fortæller Jegvan, der er stor tilhænger af, at man altid lytter til sine fornemmelser. Som sagt, så gjort. Det blev til en afstikker på 10 måneder til gastronomiens Mekka, Paris, hvor han blandt andet havde ansvaret for den danske mad i en skandinavisk restaurant i Versaille. Indimellem har han holdt flere pauser fra det ofte krævende liv som kok med uregelmæssige og lange arbejdsdage. På et tidspunkt arbejdede han i halvandet år som pædagogmedhjælper i Børnehaven Beatesmindevej i Aalborg. Efter Frankrigsopholdet vendte han hjem til Skagen, hvor han først arbejdede en overgang i et lakserøgeri og siden i over to år i et fiskeeksportfirma som sildegæller og gulvmand i pakkehallen. Det var ikke noget drømmejob, og hans daværende kæreste fik ham overbevist om, at det ikke var for sent at tage en ny uddannelse, selv om han var fyldt 30. Han søgte ind på pædagogstudiet på kvote to og kom i 1994 ind på uddannelsen i Hjørring. - Det var en fed tid på seminariet. Det var lige mig, for det er en uddannelse, hvor man arbejder med mennesker, der er meget praktik og meget tid til personlig udvikling, siger Jegvan. Det var også på den tid, at han mødte sin nuværende kone, Gema, på et spejderlederseminar i Strasbourg i Frankrig i februar 1995. Allerede kort efter hjalp Gema ham med at få et halvårligt praktikophold på en international skole i Madrid. - Det var en god måde at prøve forholdet af på, for at se om det kunne holde. Og det kunne det jo, siger Jegvan. Han skulle dog tilbage og gøre uddannelsen færdig i Hjørring. De følgende år levede de to derfor i et langdistanceforhold, indtil Jegvan kunne flytte til Madrid i marts 1998. Parret blev gift i 2000 og venter nu sit første barn til januar. - En pige, efter hvad lægerne har sagt, siger den stolte far, der dog ikke selv virker helt sikker, da han ikke kunne se noget på billederne. Fremtiden for den lille familie ser ud til at blive i Madrid. Det har Jegvan det fint med. Han trives i den spanske hovedstad. - Det er din egen skyld, hvis du keder dig her. Her er alt. Du kan gå i biografen om morgenen, hvis du vil, gå på museum, til koncert, spise, hvad du vil, og gå i byen. Og hvis man vil, kan man tage en tur op i bjergene kun en halv time væk. Det gør vi dog for lidt, siger han. Men livet i et andet land er ikke altid let. Selv om han godt kan lide at bo i Madrid, må han indrømme, at der også er mange små og store forskelle mellem den danske og den spanske måde at gøre tingene på, som det tager tid at vænne sig til. Og som mange gange er til stor irritation. - Spanierne er ikke altid så praktiske, og tænker, som jeg ser det, ofte meget på sig selv. Det kan for eksempel irritere mig meget, når der står en gruppe foran en dør, uden at der er en, der tænker på at sige: "Hør, lad os lige stille os herhen til siden, så andre også kan komme forbi", forklarer Jegvan, og han bliver nærmest stakåndet, når han begynder at tale om spaniernes måde at køre i rundkørsler på. Langt hen ad vejen accepterer han dog disse ting. Samtidig forventer han så også, at han bliver respekteret, når han ikke har lyst til at være spanier på alle punkter. - Integration går begge veje. Jeg har lært sproget og respekterer deres måde at gøre tingene på, men så må de også acceptere, at jeg har andre vaner og en anden personlighed, siger han og fortsætter: - De må acceptere, at jeg ikke giver kindkys til alle, når jeg kommer ind i et rum med mennesker, som man nu gør hernede. I min familie giver vi ikke engang knusere særligt tit, så det falder mig ikke naturligt. Han ser også mange gode ting ved den spanske kultur. Og Gemas og hans kommende barn skal opdrages med det bedste fra begge kulturer og begge forældre. Han er godt klar over, at den spanske kultur vil få mest at skulle have sagt, fordi familien nu engang vil bo i Spanien. Men han vil gøre, hvad han kan for at få det danske ind også. Selv om Jegvan har været borte fra Danmark i mange år nu, savner han det ikke. - Jeg er en utroligt praktisk person. Jeg har affundet mig med at være her, og jeg har ikke hjemve, fordi jeg ved, at det så bare ville gøre mere ondt, siger han. Men han følger stadig meget med i, hvad der sker i det lille land i nord. Især efter at internettet har gjort det hele meget nemmere. Her kan han læse dagens aviser og høre radio. Han kommer da også jævnligt hjem, da han stadig har sin familie i Nordjylland samt kontakt til nogle få venner fra sin tid på seminariet. De fleste af hans venner i Madrid er danskere i samme situation som han selv. Sådan er det bare blevet, siger han. Det skyldes meget, at spanierne har en anden måde at være sammen på, end vi har i Danmark. Man tager ikke bare over og besøger hinanden og får en kop kaffe. Spanierne arbejder ofte til klokken otte om aftenen eller senere og tager så hjem til familien. Den betyder meget for dem. Når de så mødes med vennerne sker det ofte ude i byen og i en gruppe, og så er det svært at få en fortrolig samtale. Vennerne er sammen med den store gruppe øvrige danskere, som Jegvan er med til at samle til det månedlige "danskertræf" i Madrid, også en slags hastigt voksende kundebase for Det Lille Danske Køkken. På den måde håber han, at det en dag kan gå hen og blive hans eneste beskæftigelse, til trøst for danskerne i Madrid ikke bare i julemåneden, men hele året rundt.