Hobro

Dantherm på storindkøb

} KØBENHAVN: Dantherm i Skive, der producerer blandt andet ventilationssystemer, har været på juleindkøb i weekenden og erhvervet to nye virksomheder. Dantherm har købt hovedaktiviteten i Siemens Technology Service (STS), der er et datterselskab af Siemens i Danmark. Desuden har Dantherm erhvervet DISA Air-divisionen af A.P. Møller-Mærsk. Købet af STS er sket gennem Dantherms datterselskab Glenco til en uoplyst pris, mens købet hos A.P. Møller-Mærsk er sket til en pris på 112,5 millioner kroner. Overtagelsen af rentebærende gæld i Air-divisionen beløber sig til i alt cirka 120 millioner kroner, oplyser Dantherm. STS beskæftiger sig med installation og service inden for el og automation, og med overtagelsen bliver Glenco landsdækkende også inden for el-området. Efter købet vil Glenco beskæftige ca. 900 medarbejdere. Købene er et led Dantherms strategi om at udvikle sig til at være en komplet teknikentreprenør, som har alle installationsfag i huset. /ritzau/