Brønderslev

Dart-dyst og sejr med en dårlig arm

BRØNDERSLEV:Selvom senerne i hånd og fingre er forstrukket, er det stadig muligt at spille dart. Når bare viljen er der. Og det var den hos Heidi Andersen fra Brønderslev. Hun deltog i weekenden i Ørne Cup, som DAI Brønderslev var vært for. Fra morgenstunden spillede den uheldige Brønderslev-pige mixeddouble sammen med sin makker Frank V. Kristensen - og makkerparret sikrede sig iøvrigt sejren i dagens første dartdyst. Snakken gik fra første færd, da spillerne mødtes. For selv om deltagerne kom fra forskellige klubber i Nordjylland, kender de hinanden særdeles godt fra de ugentlige turnerings-kampe. Det sociale samvær og hyggen var i højsædet i weekenden. Men når spillerne stillede skarpt få meter fra dartskiverne, blev der kæmpet. Snakken forstummede - og roen sænkede sig. - Vi spiller for at vinde, understreger Gitte Pedersen, der er nyvalgt formand for DAI Brønderslev og i weekenden også agerede stævneleder - og iøvrigt selv spillede med. På hylderne ventede et væld af pokaler og vikinge-statuetter på vinderne.