Dato for genåbning

17. september rulles den røde løber ud for de hårdt prøvede lånere

Sådan så der ud, da bibliotekar Kirsten Gundersen var på besøg på Sindal Bibliotek efter branden sidste år.Arkivfoto: Hans Ravn

Sådan så der ud, da bibliotekar Kirsten Gundersen var på besøg på Sindal Bibliotek efter branden sidste år.Arkivfoto: Hans Ravn

De hårdt prøvede lånere i Sindal-området tager det forhåbentligt ikke ilde op, når de finder ud af, at der lukkes for udlån i Sindal fra 31. august til 16. september - årsagen skyldes nemlig forberedelserne til genåbningen af byens rigtige bibliotek, der blev totalskadet efter en påsat brand for næsten et år siden. 17. september klokken 13 rulles den røde løber ud til byens borgere, når der er officiel åbning. - Vi glæder os afsindigt meget - det er noget vi har ventet længe på, siger bibliotekar Kirsten Gundersen. - Brugerne kan se frem til et fuldstændig nyt bibliotek, der er anderledes indrettet - og hvor der er meget mere plads til både dem og materialerne, end tilfældet er nu, tilføjer hun. Umiddelbart efter branden i uge 42 sidste år, etablerede Hjørring Bibliotekerne et nødbibliotek i en bogbus i Sindal, men det var ikke den optimale løsning, så i stedet rykkede man ind på det gamle kommunekontor, hvor der blev afsat omkring 100 kvadratmeter - det er de kvadratmeter, der rømmes sidst i august, hvorefter der lukkes ned for biblioteksdriften frem til åbningen. Renoveringen af det brandskadede bibliotek blev tidligere på året sat lidt tilbage, da man konstaterede, at røgskaderne i tagkonstruktionen viste sig at være værre end først antaget, men nu er man altså ved at kunne se målstregen. Lånerne får i øvrigt forlænget lånetiden på materiale, der ellers skulle have været afleveret i den periode, hvor der er lukket i Sindal. Oprindelig var der planer om at forsyne biblioteket med en elevator, så gangbesværede lettere kunne komme op på bibliotekets førstesal, hvor der foregår en række kulturelle arrangementer, men det er der ikke blevet råd til i første omgang. Hjørring Kommune forsøger dog via en pulje at søge penge hjem til en elevator.