EMNER

Dato ukendt: Men Fogh kommer

Hvis de straks indbetaler 175 kr., er de sikret en af de 600 pladser til en fest på Nordjyllands Idrætshøjskole i Brønderslev med middag, dans og tale af statsminister Anders Fogh Rasmussen.

Én oplysning mangler dog i invitationen: Datoen. Arrangementet holdes "den næstsidste lørdag før folketingsvalget", står der kun. Allerede nu har over 200 meldt sig til. - Det er Venstres partikontor, der som led i statsministerens valgturné har bedt os arrangere festen, som bliver den eneste af sin art i landet, fortæller formanden for Venstre i Sæby-kredsen, borgmester Jens Arne Hedegaard fra Brønderslev. Det er lykkedes ham at reservere byens idrætshøjskole, selv om han ikke kender datoen. - Vi vil meget gerne huse sådan et møde, så hvis det ender med at kollidere med andre aktiviteter, vil vi til den tid prøve at rokere rundt på dem, siger forstander Troels Rasmussen. Kredsformanden fortæller, at opfordringen om at arrangere mødet er nogle måneder gammel. Så at invitationerne udsendes nu, kan ikke tolkes som et varsel om, at valget er lige om hjørnet. Selv håber Jens Arne Hedegaard, at krydset først skal sættes midt på året. - Dels bør de mange love om den ny kommunale struktur på plads, før valget udskrives. Dels har jeg bestilt tre ugers ferie i januar, og jeg vil da helst være her, når statsministeren kommer forbi, siger han. 1. sektion side 3