Datter nægter hæleri af kongelige bøger

København, mandag /ritzau/ Sagen om det omfattende bogtyveri fra Det Kongelige Bibliotek fortsatte mandag. Datteren til den afdøde bogtyv nægtede sig skyldig i hæleri af de stjålne bøger. Datteren til bogtyven fra Det Kongelige Bibliotek nægter sig skyldig i hæleri af bøger for næsten hundrede millioner kroner. Københavns Byret tog mandag hul på endnu et kapitel i sagen om det omfattende bogtyveri fra Det Kongelige Bibliotek. En dommer og to domsmænd skal i de kommende dage tage stilling til, om datteren er skyldig i hæleri af særlig grov beskaffenhed. Anklageren skal forsøge at bevise, at datteren vidste, at det var stjålne bøger, som hun var med til at bære ned i forældrenes kælder, da hun hjalp sin mor med at rydde op efter faderens død i 2003. Den tiltalte kvinde blev gentagne gange spurgt, om hun vidste, hvor bøgerne kom fra, og hvor meget de var værd. - Jeg troede, at en stor del af bogsamlingen var fra en samling, som min far købte for 20-30 siden. Da jeg opdagede, at mange af bøgerne havde bibliotekets (Det Kongelige Biblioteks, red.) stempel foreslog jeg min mor, at vi kontaktede dem for at finde ud af, om det var nogle, han ikke havde leveret tilbage, men min mor ville ikke på det tidspunkt, sagde den tiltalte. Den 40-årige kvinde erklærede ved sagens begyndelse, at hun forventer at blive frikendt. Sagen handler om, hvad der skete med de stjålne bøger i perioden fra faderens død i februar 2003 og indtil politiet ransagede forældrenes hus i Espergærde i november samme år. Anklageren forsøgte i løbet af mandagens retsmøde at finde ud af, om datteren vidste, at mange af bøgerne var stjålet. Der er tidligere afsagt dom i hovedsagen, der begyndte, da auktionshuset Christie"s i London fattede mistanke til nogle indleverede bøger. Mandag formiddag udspurgte anklageren den tiltalte datter i flere timer. Her forsøgte anklageren at finde ud af, om kvinden var klar over, at en stor del af faderens mange tusinde bøger var stjålet fra Det Kongelige Bibliotek. - Jeg har engang imellem hørt, at der nu var blevet solgt en bog til 300.000 kroner. Men det tænkte jeg ikke nærmere over på det tidspunkt, fortalte hun i retten. Sagen fortsætter tirsdag og onsdag, hvor der ventes dom i Københavns Byret. /ritzau/