David Beckham hylder Zlatan for appel om hjælp

Den engelske superstjerne mener, at hans tidligere holdkammerat i Paris Saint-Germain leverede en flot gestus.

Zlatan Ibrahimovic, i lørdags i Paris. Foto: Christophe Ena/AP/POLFOTO

Zlatan Ibrahimovic, i lørdags i Paris. Foto: Christophe Ena/AP/POLFOTO

Zlatan Ibrahimovic har fået store roser fra en prominent tidligere klubkammerat, efter at han har lagt krop til et forsøg på at skabe opmærksomhed om sult og hungersnød i verden.

Den svenske fodboldstjerne tog sin trøje af og afslørede 50 malede navne på sin i forvejen grundigt tatoverede krop, da han efter to minutter scorede til 1-0 i Paris Saint-Germains 2-2-kamp lørdag hjemme mod Caen i den franske liga.

- Fedt at se min ven Ibra gøre det her for FN's Fødevareprogram, skriver en anden superstjerne, David Beckham, på sin Facebook-side.

Den tidligere engelske fodboldspiller, der spillede sammen med svenskeren i den franske klub i foråret 2013, linker til den video, som Zlatan Ibrahimovic medvirker i.

I videoen fra FN's Fødevareprogram fortæller Ibrahimovic blandt andet, at 805 millioner mennesker i verden sulter, og at han ønsker, at verden vil støtte de mennesker, der lider nød.

Angriberen indkasserede i øvrigt et gult kort for at tage trøjen af efter scoringen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.