Davids deroute

For 18 måneder siden var skagboen David Nielsen netop gået i gang med at bygge et godt liv med sin kone og søn. I dag er han bankerot, har afhændet de fleste af sine værdier, er ikke længere sammen med sit barns mor - og er på vej ud i den professionelle kulde efter et voldeligt sammenstød med Allan Gaarde. Derouten bliver komplet og total, hvis AaB vælger at fyre den karismatiske angriber.

Fodbold 15. februar 2005 23:09

For 18 måneder siden var skagboen David Nielsen netop gået i gang med at bygge et godt liv med sin kone og søn. Målet var at konstruere en økonomisk velfunderet tilværelse med kroner på kistebunden og åbne muligheder for fremtiden. Han havde tjent sin del af transfer-millionerne - og fået sin del af medieomtalen som et "wild child" - nu skulle tilværelsen ned i gear, og familien nydes i fulde drag. I dag er han bankerot på grund af en vildfaren spilledjævel, har afhændet de fleste af sine værdier, er ikke længere sammen med sit barns mor - og er på vej ud i den professionelle kulde efter et voldeligt sammenstød med Allan Gaarde. Derouten bliver komplet og total, hvis AaB vælger at fyre den karismatiske angriber. Da David kom hjem Det var ellers en positiv, modnet og afslappet David Nielsen, der for halvandet år siden vendte hjem til Nordjylland med drømmen om at stifte familie i ro og mag. Sådan virkede han i hvert fald, da NORDJYSKE mødte ham på en café i det indre Aalborg, kort efter kontrakten med AaB var skrevet under. Slut skulle det være med kontroversielle udtalelser, udskejelser med høj cigarføring og en evig tilstedeværelse i avisernes overskrifter. - Med tiden svinder ønsket om opmærksomhed - man bliver vel ældre og klogere, sagde han den gang, hvor en nomadetilværelse i fodboldens verden skulle ændres til en mere afdæmpet version af livet som professionel fodboldspiller. Han fortalte den gang, hvordan to store begivenheder i livet havde modnet ham. På kort tid havde han mistet sin mor til kræften og var selv blevet far til sønnen Noah - to skelsættende begivenheder, der satte livet i relief for fodboldspilleren. - Min mors død var en forfærdelig oplevelse, men den bragte mig tættere på min familie og gjorde mig til et mere positivt menneske. Samtidig opdager man, når man bliver forælder, at der er mere i livet end én selv, sagde han eftertænksomt den dag på caféen. Siden har det været så som så med eftertænksomheden. Rapkæftet spilledjævel Den milde og tænksomme David Nielsen, vi mødte den dag på caféen i midtbyen, har ikke vist sig offentligt siden. Og hvis man kigger isoleret på det seneste halvandet år - så formede det sig i en noget anderledes retning, end David Nielsen selv havde drømt om. Stormfuldt og ruskende i stedet for afslappet og nedtonet. De første stormfulde vinde efter hjemkomsten til Nordjylland blæste en dag på Aalborg Stadion, hvor den rapkæftede angriber fortalte pressen om en "lille hilsen" i form af en svinsk tackling på ex-AaB"er Thomas Thomasberg. Hans udtalelser forargede - og stemte meget dårligt overens med hans udtrykte ønske om at lægge avisoverskrifter og skandaler bag sig. Senere blev storm til orkan, da David Nielsen sammen med klubkammerat Jimmy Nielsen lukkede tipskiosken Spilleboxen i Aalborg, fordi de ikke kunne betale deres spillegæld, som var i millionklassen. Og for at gøre ondt værre, løj David Nielsen senere overfor offentligheden ved at fortælle, at nu var gælden ude af verden. Det var den bare ikke - og er det stadig ikke den dag i dag. Siden er David Nielsen blevet single efter et langvarigt forhold til sønnens moder - et forhold, der ellers har holdt gennem hele den forblæste karriere på Europas fodboldbaner. Nu ses han ifølge ugepressen sammen med stripperen Kira Eggers. En presset mand Med kreditorer, der forsøger at inddrive deres gæld ved at kommunikere med David Nielsen gennem pressen - og en rygtemølle, der sættes i sving så, snart David Nielsens eller Kira Eggers' navne figurerer et sted i historien, kan det næppe overraske, at skagboen nu er involveret i endnu en skandale. Det kan drive enhver person til kanten af desperation at måtte sige farvel til velstand og familie. For de fleste stopper nedturen endda ikke ved kanten, og det var præcis dér, David Nielsen befandt sig, da han - forladt af familien og med alle de pinlige privatøkonomiske detaljer hængt frem på tørresnoren i fuld offentlighed - mandag i denne uge følte sig så provokeret og tirret, at han langede ud efter holdkammeraten Allan Gaarde. Vi ved ikke præcis, hvad der gik forud for den voldelige episode, men alt tyder på, at bataljen bliver det sidste strå, den berømte dråbe, der får et i forvejen fyldt bæger til at flyde over. AaB overvejer i skrivende stund endnu, om der skal udstedes en fyreseddel på gråt papir. Hvis den kommer, må vi for David Nielsens skyld håbe, at der stadig er nogle til at tage sig af ham på det personlige plan - nogle, der kan hjælpe ham igennem det måske værste stormvejr, han kommer ud i nogensinde. Og i David Nielsens tilfælde siger det en hel del om vindstyrken.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...