Davis Cup: Danmark taber dysten mod Rumænien

Det danske Davis Cup-hold i tennis tabte lørdagens herredouble og dermed også dysten mod rumænerne.

Davis Cup: Danmark taber dysten mod Rumænien

De danske tennisherrer gik ikke videre fra første runde af Europa/Afrika Group I i Davis Cup-turneringen.

Det står fast efter lørdagens doublekamp i turneringens næstbedste række. Her bragte værterne fra Rumænien sig afgørende foran med 3-0 i kampe over træner Kenneth Carlsens udvalgte.

Wimbledon-mester Frederik Løchte Nielsen tabte sammen med sin makker Thomas Kromann 6-7, 2-6, 4-6 til Horia Tecau og Florin Merge.

Dermed fik Horia Tecau revanche for sidste års finalenederlag til netop Løchte Nielsen ved Wimbledon.

Fredag åbnede Frederik Løchte Nielsen med at tabe den første kamp i single. Løchte Nielsen, verdens nummer 482 i single, tabte 3-6, 6-7, 4-6 til Marius Copil - verdens nummer 151.

I den anden singlekamp vandt rumænernes bedste spiller Adrian Ungur, der er nummer 103 i verden, som ventet over Martin Pedersen.

Danskeren, der slet ikke er placeret på verdensranglisten, kæmpede flot og heroisk, inden han tabte 2-6, 6-7, 6-4, 6-4, 2-6.

Efter planen spilles følgende singlekampe søndag: Adrian Ungur mod Frederik Løchte Nielsen og Marius Copil mod Martin Pedersen.

De kampe har dog kun kosmetisk betydning.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.