Fodbold

DBU ansætter erfaren chef til ny kvindeliga

Nicolai Kaas Nordstrøm skal stå i spidsen for Den Ny Kvindeliga, der får premiere til august.

Landsholdsstjerner som Nadia Nadim har skabt stor interesse om kvindefodbolden i Danmark. (Arkivfoto)

Landsholdsstjerner som Nadia Nadim har skabt stor interesse om kvindefodbolden i Danmark. (Arkivfoto)

KØBENHAVN:Nicolai Kaas Nordstrøm er blevet ansat som ligachef for den bedste kvindelige fodboldrække i Danmark, Den Ny Kvindeliga.

Det skriver Dansk Boldspil-Union (DBU) i en pressemeddelelse.

Nicolai Kaas Nordstrøm tiltræder 1. marts og skal stå i spidsen for den sportslige og kommercielle udvikling af ligaen, der får premiere til august, når 2019/20-sæsonen sparkes i gang.

- Der er sat nogle ambitiøse mål for ligaen, men jeg tror bestemt på, at vi kan komme i mål med dem.

- Vi har et ufatteligt stærkt fundament, primært fordi både klubberne, DBU, Kvindedivisionsforeningen og Uefa (Det Europæiske Fodboldforbund, red.) virkelig vil projektet, og fordi kvindefodbolden er i fremdrift over det meste af verden, siger Nicolai Kaas Nordstrøm i pressemeddelelsen.

Han kommer fra et job som kommerciel direktør i B 93 og har tidligere haft lignende stillinger i Nordsjælland Håndbold og Charlottenlund Travbane.

Nicolai Kaas Nordstrøm har også en baggrund i mediebranchen som produktionsleder for TV3 Sport med ansvar for livedækning af Superligaen og Champions League.

DBU er ikke i tvivl om, at man har fundet den rette mand til opgaven. Det siger Kenneth Reeh, der er konstitueret direktør i forbundet.

- Vi har valgt Nicolai Kaas på grund af hans meget omfattende og varierede erfaringer med udvikling af kommercielle partnerskaber i sportens verden.

- Siden kvindelandsholdets EM-sølv i 2017 har vi oplevet en eksplosiv interesse for landsholdet. Nu skal vi arbejde målrettet på, at fodbolddanmark, medierne og erhvervslivet også får øjnene op for kvindefodbold på klubplan, siger han.

Planen er at løfte den bedste kvindelige fodboldrække over de næste fem år ved at gøre ligaen mere attraktiv.

Et af målene er at skaffe flere tilskuere til kampene.

/ritzau/