DBU-elitechef: Ret vreden mod mig og DBU

DBU-chef Kim Hallberg appellerer til, at fodboldfans ikke retter vrede mod de 23 nye landsholdsspillere.

Fodbold 4. september 2018 19:27 - Opdateret 4. september 2018 20:07

De helt nye og ukendte danske fodboldspillere, der udgør det danske landshold onsdag mod Slovakiet, skal fredes.

Det mener DBU-elitechef Kim Hallberg der havde en klar besked, da der tirsdag blev holdt dansk pressemøde i Bratislava før testkampen onsdag.

- Jeg er rigtig glad for, at John og Hasse (de midlertidige trænere John "Faxe" Jensen og Hasse Kuhn, red.) er med på denne her uriaspost.

- De gør det her for at sikre, at Danmark også har landsholdsfodbold i fremtiden. Det er samme holdning, de 23 spillere er mødt ind med.

- Jeg ved godt, der er en masse frustrerede fodboldfans i Danmark, som har en masse galde. Ret den mod DBU og mig, men ikke mod de 23 spillere, der går på banen i morgen, for det har de ikke fortjent, siger Kim Hallberg.

Han håber, at søndagens Nations League-kamp mod Wales i Aarhus vil bestå af de sædvanlige landsholdsspillere.

Spørgsmål: Spiller det her hold en eller to kampe?

- Jeg håber så sandelig kun, at det her hold spiller én kamp, siger Kim Hallberg.

Navnene på nødlandsholdets spillere blev først offentliggjort, da de allerede var ankommet til Slovakiet. Det var af hensyn til spillerne, da flere andre spillere er blevet frarådet at stille op for Danmark.

- Det var en kaotisk proces at få dem udtaget. Der er rigtig mange, som har bokset med det her dilemma. For at undgå at skulle udsætte spillerne for et yderligere ydre pres og kun det indre, så har vi gjort alt for, at de ikke skulle springe fra i sidste øjeblik.

- Vi hører og oplever, at nogle spillere har fået at vide, at det er en rigtig dårlig idé, at de stiller op, siger Kim Hallberg.

Han understreger, at DBU vil gøre alt for, at spillerne har de nødvendige hjælpemidler, hvis de skulle blive udsat for chikane efter landsholdssamlingen.

- Vi vil bestræbe os på at gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe dem. Det er også derfor, at vi har taget en sportspsykolog med. Det her setup er ikke en del af deres hverdag, og det er vigtigt, at der er nogle med, som kan bearbejde de her ting.

- Vi skal sikre, at når spillerne kommer tilbage i deres klubber, så ved de, hvem de skal tage fat i, hvis de har brug for råd og vejledning om det ene eller andet, siger Kim Hallberg.

Elitechefen påpeger, at nødlandsholdet kun er sat i verden for at undgå sanktioner fra Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).

- Jeg håber, at folk forstår, at kampen i morgen (onsdag, red.) ikke handler om DBU eller Spillerforeningen, men om dansk fodbold.

- Vi skal stå i en situation, hvor vi ikke bliver straffet af Uefa økonomisk eller endnu værre sportsligt ved ikke at stille op. Vi stiller det stærkest mulige hold, som Uefa beder os om, for at undgå at blive dømt, siger Hallberg.

Han skjuler dog ikke, at der tale om en tabersag for dansk fodbold.

- Selvfølgelig ved vi, at det er en sort dag for dansk fodbold. Alternativet - ikke at spille i en Uefa-turnering, som testkampe også hører under - er ikke et alternativ, som jeg gerne vil tænke på, siger Hallberg.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...