DBU er uforstående over for sponsors ønske om skilsmisse

Hos DBU er der ikke forståelse for Arbejdernes Landsbanks argument for at afbryde samarbejdet.

Kommunikationschef Jakob Høyer og Dansk Boldspil-Union undrer sig over, at Arbejdernes Landsbank ønsker at udtræde af samarbejdsaftalen mellem de to parter. (Arkivfoto)

Kommunikationschef Jakob Høyer og Dansk Boldspil-Union undrer sig over, at Arbejdernes Landsbank ønsker at udtræde af samarbejdsaftalen mellem de to parter. (Arkivfoto)

KØBENHAVN:Dansk Boldspil-Union (DBU) stiller sig uforstående over for Arbejdernes Landsbanks ønske om at afbryde samarbejdet.

Det fortæller kommunikationschef Jakob Høyer.

- Vi kan forstå, at ønsket skyldes kviklånsloven, og at banken ikke har været på træningstøjet siden sidste sommer, men den udfordring er løst, fordi der er en lovændring på vej.

- Det har Arbejdernes Landsbank også tidligere kvitteret for i pressen, og derfor er vi uforstående over for meldingen, siger Jakob Høyer.

Kviklånsloven, som trådte i kraft sidste år, gør det det ulovligt for forbrugslånsudbydere som eksempelvis Arbejdernes Landsbank at reklamere side om side med spilreklamer.

DBU har Danske Spils Oddset som en anden stor samarbejdspartner, og siden 1. juli sidste år er det kun Oddset, der har prydet landsholdets træningstøj.

Kviklånsloven er imidlertid ændret, så Arbejdernes Landsbank og Oddset gerne må pryde landsholdets træningstøj sammen.

Ændringen forventes at træde i kraft inden for de kommende måneder. Det har imidlertid ikke stoppet Arbejdernes Landsbanks ønske om at bryde ud af samarbejdet med DBU.

- Nu vil vi tale med dem. Hvis de ikke ønsker at fortsætte, må vi forhandle om en mulig opsigelse af kontrakten, siger Jakob Høyer.

Torsdag kom det frem i Weekendavisen, at der i ledelsen hos Arbejdernes Landsbank har været ”dyb bekymring” over udsigten til det danske landsholds mulige deltagelse ved VM i Qatar næste år.

Avisen erfarede, at VM i Qatar er årsagen til, at Arbejdernes Landsbank vil ud af aftalen, men det har banken afvist.

Jakob Høyer ønsker ikke at kommentere på den del af sagen.

Han vil heller ikke svare på, hvor store økonomiske konsekvenser en eventuel afbrydelse af samarbejdet vil få.

Derimod vil han gerne understrege, at Arbejdernes Landsbank ikke er den eneste samarbejdspartner.

Stark, Oddset, Hummel og Carlsberg er også sponsorer for herrelandsholdet.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden